Video : Tipsbladet
Bundesliga

Rønnow om vanvittig situation: Som spinkel fyr holdt jeg mig ude af det

Frederik Rønnow var fra første parket vidne til den episode, hvor hans anfører skuldertacklede modstanderens træner, og som udløste kaotiske scener med spillere fra begge hold. Men den danske målmand holdt sig væk; han skulle ikke nyde noget af håndgemænget.

Normalt ser man kun samtlige udskiftere og medlemmer af trænerstaben storme frem fra bænken, når holdet scorer et vigtigt mål. Søndag var det dog ikke glæde men raseri, der fik Freiburgs bænk til at fare (bogstavelig talt) i flint.

De havde netop været vidner til, at Eintracht Frankfurts anfører, David Abraham, tromlede deres egen træner, Christian Streich, ned. Derefter ilede Frankfurt-folkene til for at komme deres kaptajn til undsætning. Det hele endte med, at Abraham blev udvist, og en Freiburg-træner fik en advarsel.

Men selv om Frederik Rønnow stort set var den spiller, der stod tættest på, da Abraham ramlede ind i Streich ude i det tekniske felt, skulle han ikke nyde noget af at blande sig i kaosset.

- Jeg har måske ikke oplevet noget så aggressivt før. Det var begge bænke, der var i totterne på hinanden. Jeg prøvede at holde mig lidt ude af det. Jeg tænkte, at som relativt spinkel fyr er det måske også begrænset, hvor meget jeg kunne gøre der. Der var knald på, men fodbold er følelser, og de sad måske lidt for meget uden på tøjet i går, siger landsholdsmålmanden til tipsbladet.dk.

Læs også:Video: Frankfurt-kaptajn smadrer ind i Freiburg-træner - spillere går amok

- Jeg så det ikke, hvad der skete i situationen. Udover at der lige pludselig var rigtig meget tumult. Men det er selvfølgelig en uheldig situation. Men jeg ved også, at de involverede parter har snakket ud, og de har clearet det.

Episoden fandt sted knap fem minutter inde i overtiden, og da var Frankfurt bagud 1-0. Holdet havde allerede fået Gelson Fernandes udvist og måtte altså slutte kampen med ni spillere på banen.

David Abraham undskyldte efterfølgende til Christian Streich både privat og offentligt. Han fortalte, at han var frustreret, men at det ikke var nogen undskyldning.

Frederik Rønnow har ikke fået nogen nærmere uddybning af skuldertacklingen på modstandertræneren fra sin anfører.

Læs også:Dårligt nyt for Rønnow: Konkurrent er overraskende hurtigt klar igen

- Følelserne sidder altid uden på tøjet lige efter en kamp, og der er ikke blevet sagt meget. Jeg tog så også af sted mandag, så jeg har ikke haft mulighed for at være samlet med de andre, når vi normalt snakker om kampene dagen efter. Så nej, jeg sagde farvel til ham søndag aften, og der var ikke noget som sådan at lægge på det, siger Rønnow.

- Det har selvfølgelig været en uheldig situation, og jeg tror da også, at han er træt af det. Men det vigtigste er, at folk er forsonet, og vi kan se fremad.

Se hændelsen i videoen i toppen af artiklen.

Læs også:Nu skal EM sikres: Her er Danmarks trup til skæbnekampene

Læs også:Rønow om Bayern-prygl: Noget helt specielt

Læs også:Poulsen scorede i RB Leipzig-massakre - Bayern München slagtet