Overblik: Sådan gik det i tirsdagens Champions League-kampe
Foto: Getty Images
Champions League

Overblik: Sådan gik det i tirsdagens Champions League-kampe

Du kan få det fulde overblik over tirsdagens kampe i gruppespillet.

Gruppe E:
AEK Athen – Ajax 0-2
Tre danskere kom i aktion, da Ajax endte med at knække AEK Athen i anden halvleg på to mål af Dusan Tadic. Dermed spillede hollænderne sig videre i turneringen med en 2-0-sejr. Du kan læse mere om opgøret lige her.

Bayern München – Benfica 5-1
Det kører ikke for Bayern München i Bundesligaen, men Niko Kovac’ mandskab har ikke haft nogen problemer i Champions League. Arjen Robben, Robert Lewandowski og Frank Ribery kom alle på måltavlen, da tyskerne tog deres fjerde sejr i fem kampe i turnering med en overbevisende en af slagsen over Benfica. De følger dermed Ajax videre fra Gruppe E, og de to hold mødes i næste spillerunde i en direkte duel om førstepladsen.

Gruppe F:
Hoffenheim – Shakhtar Donetsk 2-3
Der var underholdning for alle pengene, da Hoffenheim og Shakhtar Donetsk tørnede sammen. Shakhtar Donetsk kom hurtigt foran med to mål, men et fint comeback af Hoffenheim betød, at de to hold gik til pause uafgjort. Anden halvleg var ikke ligeså målrig, men dramaet fortsatte, da Hoffenheims Adam Szalai fik tilraget sig to gule kort på to minutter og blev vist ud. Til gengæld lignede det længe, at der ikke ville komme flere scoringer, men i overtiden sørgede Taison for, at Shakhtar Donesk tog alle tre point og dermed stadig kan nå at gå videre fra gruppen.

Lyon – Manchester City 2-2
Efter en målløs første halvleg, skete der ting og sager i anden halvleg. To gange kom Lyon foran mod Manchester City, men begge gange formåede Manchester City at udligne. For franskmændene var det Maxwell Cornet begge gange, mens englændernes mål kom fra Aymeric Laporte og David Silva. Resultaterne i gruppen betyder, at Manchester City er videre.

Gruppe G:
CSKA Moskva – Viktoria Plzen 1-2
CSKA Moskva kom foran tidligt og sad på størstedelen af opgøret, men Viktoria Plzen fik kæmpet sig tilbage i opgøret med to mål i anden halvleg. Det betyder, at CSKA Moskva ligesom Viktoria Plzen ikke længere kan gå videre, og at Roma og Real Madrid er videre fra gruppen. Du kan læse mere om kampen her

Roma – Real Madrid 0-2
Begge hold var allerede videre efter det tidlige opgør mellem CSKA Moskva og Viktoria Plzen, men Real Madrid sikrede førstepladsen i puljen med en 2-0-sejr over Roma. Sejren blev grundlagt tidligt i anden halvleg på mål Gareth Bale og Lucas Vazquez. Du kan læse mere om kampen her

Gruppe H:
Juventus – Valencia 1-0
Italienerne satte sig på opgøret fra kampens start, men de blev ikke for alvor farlige i første halvleg. En time inde i kampen fik de dog bragt sig foran, da Cristiano Ronaldo spillede Mario Mandzukic fri, og kroaten scorede. Det blev kampens eneste mål, og med sejren sikrede Juventus sig en billet til knockoutkampene i foråret. Du kan læse mere om kampen her

Manchester United – Young Boys 1-0
Manchester United dominerede på chancer og boldbesiddelse kampen igennem, men gang på gang ville bolden ikke i mål. Jose Mourinho og kompagni kunne dog bryde ud i jubel, da Marouane Fellaini i tillægstiden sørgede for en 1-0-sejr. Det betyder, at Manchester United, ligesom Juventus, går videre.