Video : Tipsbladet
Europa League

FC Nordsjælland-nederlag i serbisk målfest

FC Nordsjælland tabte torsdag aften med 3-2 til Partizan Beograd efter en fin præstation, hvor manglende koncentration i defensiven desværre kom til at koste.

FC Nordsjælland var torsdag aften draget til Serbien, hvor modstanderen hed Partizan Beograd. Serberne vandt for en uge siden det omvendte opgør med 2-1, og derfor var FC Nordsjællands unge drenge på en svær opgave på en særdeles svær udebane i Beograd.

Til trods for en sydende stemning på Balkan gik FC Nordsjælland uimponerede til opgaven, og efter 9 minutter skulle de også komme foran.

Mikkel Damsgaard lagde en god stikning til Andreas Skov Olsen, der kunne sikre nordsjællænderne en drømmestart.

Der gik dog ikke længe, før Partizan fik tændt op for det passionerede hjemmepublikum. Efter et hjørnespark steg backen Nemanja Miletic til vejrs og pandede udligningen i nettet i en situation, hvor Nordsjælland-forsvaret så noget passivt ud.

FC Nordsjælland pressede på efter udligningen, men stik imod spil og chancer kom Partizan foran. En lang bold blev forlænget til offensivspilleren Marko Jankovic, der via en Nordsjælland-fod sendte bolden ind bag Nicolaj Larsen.

Bare fem minutter senere blev ondt værre for FC Nordsjælland, da forsvarer Svetozar Markovic helt ugeneret kunne heade et hjørnespark i nettet til en 3-1 føring.

Der blev ikke scoret mere i første halvleg, og FC Nordsjælland måtte gå i omklædningsrummet bagud med 3-1.

Anden halvleg startede i et mere roligt tempo, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Partizan-angriber Evandro var tæt på efter 50 minutter, mens Mads ’Mini’ Pedersens forsøg ramte overliggeren efter 65 minutter

Efter 75 minutters spil fik FC Nordsjælland reduceret. Andreas Skov Olsen driblede fikst på kanten af feltet og sendte en afslutning afsted, som Partizan-keeperen kun kunne halvcleare. Derfor kunne indskiftede Jonathan Amon nemt prikke bolden over stregen.

FC Nordsjælland pressede på i kampens sidste 10 minutter, men tættere på kom de ikke. Derfor endte det samlede opgør med en 5-3 sejr til Partizan Beograd, og det europæiske eventyr for Nordsjællands unge drenge endte torsdag aften i Beograd.