Video : Tipsbladet
Europa League

Malmö-AC inden FCK-møde: Drømte aldrig om at spille for dem

Anders Christiansen havde aldrig nogen drøm om spille for hverken Brøndby eller FCK, siger han inden Malmö FF's Europa League-kamp mod sidstnævnte.

Anders Christiansen voksede op omkring en kilometer fra FC Københavns hjemmebane, Parken, og torsdag står Malmö FF-spilleren så over for de danske mestre i Europa League.

FCK lægger vejen forbi svenskernes Swedbank Stadion, og det bliver en kamp, som den danske midtbanespiller aldrig kommer til at glemme.

- Det er selvfølgelig kæmpestort, noget af det største. Det bliver en kamp, som jeg aldrig kommer til at glemme. Forhåbentlig bliver det med gode minder fra kampen, fortæller han til svenske Expressen.

Læs også:Solbakken stikker til Malmö: Ikke noget spektakulært mandskab

"AC" spillede som ungdomsspiller i Lyngby Boldklub og optrådte for selvsamme klub i sine første seniorår, inden han som 22-årig skiftede til FC Nordsjælland.

Og med den 29-årige danskers opvækst nær Parken in mente, kunne man fristes til at tro, at han også har haft en drøm om at tørne ud for FCK. Men sådan forholder det sig ikke.

- Nej, på det tidspunkt var det kun Lyngby, der betød noget for mig. Som ungdomsspiller i Lyngby tænkte jeg ikke på at tage til FCK eller Brøndby. Vi spillede i samme række i Lyngby, og jeg vidste, at vejen til Superligaen var kortere i Lyngby end i FCK og Brøndby, så det var nemt for mig at blive.

Læs også:Fjendetjek: Islandsk EM-helt og ungt rekordindkøb kan drille FCK

- De (FCK) var på vej frem, men det var ikke den samme klub, som det er i dag. På det tidspunkt var Brøndby meget større end FCK, og i dag er det omvendt. I dag er FCK nummer et.

Anders Christiansen var i sidste sæson med til at slå FC Midtjylland ud af Europa League-kvalifikationen.

Læs også:Optakt: Malmö FF - FC København

Læs også:Malmö-dansker glæder sig til FCK: Vil vise mig frem for dansk publikum

Læs også:FC København: Vi kunne snildt have solgt 6.000 billetter