Video : Tipsbladet
Generelle

FCK-lodtrækning sendte Hillerød på den anden ende: Vildeste 24 timer

2. divisionsklubben Hillerød Fodbold oplever ikke overraskende enorm interesse for pokalkampen mod FC København.

Hillerød Fodbold, der til dagligt huserer i 2. division, får for anden sæson i træk en kæmpe pokaloplevelse, når holdet om godt en uge møder de danske mestre fra FC København. I sidste sæson var det Brøndby IF, der gæstede Hillerød, og selv om de undertippede værter bragte sig foran 1-0, endte det alligevel med en sikker Brøndby-sejr på 4-1,

Lodtrækningen til tredje runde foregik i torsdags, og allerede kort efter, at det blev kendt, at Viktor Fischer, Nicklas Bendtner og de øvrige FCK-stjerner skal til Hillerød, steg pulsen på direktionsgangene i 2. divisionsklubben.

Det fortæller sportschef Jackie Rasmussen.

- Det har været de vildeste 24 timer. Min telefon, Facebook og mail er gået helt amok, og det vidner jo også bare om, at interessen for den her kamp er enorm, hvilket er helt naturligt. Det er kæmpestort. Tænk, at vi trækker to af de største klubber i Danmark to år i træk, siger sportschefen til Hillerød Posten.

Hillerød tabte lørdag 1-3 på udebane til FA 2000 og er dermed oppe på to nederlag i træk i 2. division. Det samme er tilfældet med FC København i Superligaen efter nederlag til AaB og Hobro IK. 

Opgøret mellem Hillerød Fodbold og FC København fløjtes i gang onsdag den 25. september klokken 16.30. Pokalkampen vises direkte på TV3 Sport.