• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Ole Hoffskov

Stor jubel i Hillerød: Selv min svigermor kender Nicklas Bendtner

2. divisionsklubben Hillerød Fodbold samler efterhånden på store pokalkampe - i år krydres det hele med Nicklas Bendtner.

Af Ole Hoffskov

2. divisionsklubben Hillerød Fodbold har for andet år i træk udsigt til en pokaloplevelse af de helt store.

Torsdag kom mægtige FC København op af bowlen som modstander i tredje runde af Sydbank Pokalen, og det sker i kølvandet på sidste sæson, hvor Brøndby IF var modstanderen i samme runde. Her vandt de blå-gule 4-1 på Hillerød Stadion.

Om godt to uger er det så Nicklas Bendtner, Viktor Fischer og de øvrige FCK-stjerner, der skal til Hillerød.

- Det bliver virkelig fedt. Det er jo kampe, vi lidt får forærende forstået på den måde, at vi kan brænde en masse krudt af mod et hold, der jo selvfølgelig er langt bedre end os på papiret. Det var rigtig sjovt mod Brøndby sidste år, og vi glæder os helt vildt til en tur mere i møllen med alt, hvad det indebærer rundt om kampen. Nu ringer du til mig, og det gør 50 af dine kollegaer formentlig også. Det hører med til sådan en kamp, og det er ikke hverdagskost i Hillerød, siger klubbens formand John Franzen til tipsbladet.dk.

Da tipsbladet.dk fanger Hillerød-formanden på telefonen, går der ganske få sekunder, før han selv bringer Nicklas Bendtner på banen. "Det bliver stort at møde Nicklas Bendtner", svarer John Franzen på spørgsmålet om, hvor stort det bliver at møde FC København.

I løbet af den seneste halvanden uge har det været meget tydeligt, at FC København med tilgangen af den tidligere danske landholdsspiller har fået meget mere end bare en ekstra angriber på holdkortet.

- Det er jo den mest kendte og berømte fodboldspiller i Danmark, og det er sgu da fantastisk, at vi kan præsentere ham på Hillerød Stadion. Det er en verdensstjerne, der kommer til byen - selv min svigermor kender Nicklas Bendtner. Jeg er sikker på, at han i sig selv vil sælge billetter, og jeg glæder mig meget til at hilse på ham og byde ham velkommen, siger formanden.

- FCK-fansene må jo byde Brøndbys fans op til dans
I sidste sæson stillede Brøndby IF med 2.000 fans til pokalkampen mod Hillerød Fodbold, og John Franzen regner med, at det bliver nogenlunde det samme, når FC København kommer til byen.

- Vi satser da på, at FCK byder Brøndby op til dans og stiller med mindst lige så mange fans. Hvis Brøndby kan, så kan FC København vel også. Det er Nordens største klub, så det kan de jo passende vise ved at komme med rigtig mange tilskuere til Hillerød, lyder det fra formanden.

John Franzen lover alle fremmødte på Hillerød Stadion en god oplevelse. Den lille klub gjorde sig nogle vigtige erfaringer i forbindelse med opgøret mod Brøndby og ved nu, hvad der skal til for at stable et godt arrangement på benene.

- Vi taler stadig om kampen mod Brøndby, og man ved jo aldrig, om sådan en oplevelse kommer igen. Det gør den så allerede nu, og det er konge. Jeg tror også, vi kan nyde det lidt mere denne gang. Sidste år blev vi overmandet af opgaver, men nu har vi noget erfaring med, hvordan vi skal løse opgaven.

- Vi er blevet klogere i forhold til alle de teminer, der skal overholdes. Det gælder alt fra tribuner til toiletter, øl, pølser osv. Nu er vi bekendte med hele den mølle, og jeg er sikker på, vi kan forfine det lidt i år, så det bliver en endnu bedre oplevelse for alle, siger han.

Hillerød Fodbold måtte i sidste sæson punge ud med over en halv million kroner for at huse pokalkampen mod Brøndby IF, og det er ikke penge, man har i kassen i en 2. divisionsklub. Derfor er klubben afhængige af, at sponsorer og andre venlige sjæle træder til.

- Det endte med at koste 672.000 kroner sidste år, og det bliver nogenlunde det samme i denne omgang. Det er fuldstændig nødvendigt med opbakning fra sponsorer, kommunen og byen i det hele taget, men det er jeg slet ikke i tvivl om, at vi nok skal få. Vi har mulighed for at skabe endnu en mindeværdig aften i byen, og den må vi selvfølgelig ikke lade passere, siger John Franzen.

Ellers er det jo muligt at rykke kampen til Telia Parken?

- Vi skal spille den kamp i Hillerød. Sådan er det bare. 

Hillerød Fodbold er nummer fire i 2. division efter syv kampe. 

Superliga

OB-stopper: AGF var kyniske

Marco Lund vil ikke diskutere fortjent og ufortjent efter et OB-nederlag til AGF. Stopperen var tilfreds med spillet,...

Mere Superliga

Fokus

Optakt: Randers FC - AC Horsens

Randers FC har med to sejre i træk fået tanket selvtillid men møder nu AC Horsens, der kun har tabt en gang på udebane. Hvordan går det mandag aften?

Optakt: Esbjerg fB - Brøndby IF

Esbjerg-spillerne får første chance for revanchere sig, efter John Lammers stoppede som cheftræner i mandags. Brøndby skal forsøge at bygge videre på sejren over FC Nordsjælland i Niels Frederiksen...