Video : Tipsbladet
Generelle

FIFA bekræfter: Fem udskiftninger tillades

FIFA bekræfter nu, at turneringer kan give klubber lov til at gennemføre fem udskiftninger per kamp.

Det er tilladt at benytte fem udskiftninger i resten af 2020, meddeler FIFA fredag eftermiddag. 

FIFA har tidligere foreslået at ændre antallet af udskiftninger fra tre til fem som følge af coronakrisen, og det forslag er nu blevet godkendt af det regelorganet, International Football Association Board (IFAB).

Læs også:FIFA anbefaler: Kontrakter bør forlænges til sæsonens afslutning

- Den midlertidige ændring træder i kraft med øjeblikkelig virkning og er foretaget, da kampe kan spilles i en komprimeret periode under svære vejrforhold, som kan have en indflydelse på spillernes velfærd, skriver FIFA. 

Dog skal de fem udskiftninger foretages over tre omgange, så der ikke kommer flere pauser i kampene, mens ligaerne selv vil bestemme, om de vil øge antallet af udskiftninger fra tre til fem. 

- Beslutningen om, hvorvidt denne midlertidige ændring skal anvendes, forbliver den enkelte turnerings, mens IFAB og FIFA på et senere tidspunkt vil afgøre, om denne midlertidige ændring skal udvides yderligere (f.eks. til turneringer, der afsluttes i 2021), skriver FIFA.

Desuden vil ligaer, der bruger VAR, få mulighed for at droppe brugen af videodommersystemet resten af året.