Lukas Spalvis forbløffet over Sportings storhed
Generelle

Lukas Spalvis forbløffet over Sportings storhed

Lukas Spalvis er faldet godt til i Sporting Lissabon, og han mærker tydeligt, at han er kommet til en storklub.

Sidste sæsons Superliga-topscorer Lukas Spalvis er som bekendt fortid i AaB. Han er skiftet til den portugisiske storklub Sporting Lissabon, hvor han skal forsøge at tilspille sig en plads blandt klubbens mange profiler. 

Foreløbig har pre-season varet to uger for Sporting Lissabons vedkommende, så det er stadig begrænset, hvor stort et indtryk litaueren har kunnet nå at danne sig af sin nye klub, men han er allerede imponeret.

- Det hele er på et højt niveau i klubben. Det gælder strukturen, ledelsen og træningen, og jeg forsøger at tilpasse mig så hurtigt som muligt. Det er ikke alle spillere, der taler engelsk, men sådan er det. Jeg føler mig allerede som en del af holdet. Jeg er blevet meget forbløffet over klubbens storhed, siger Lukas Spalvis til Sporting TV og fortsætter:

- Pre-seasons er altid ens, og vi arbejder hårdt for at opnå et godt niveau. Jeg er i meget bedre form nu, end da jeg kom. Der venter os en masse testkampe, og jeg håber, jeg får en del spilletid. 

Sporting Lissabon tabte tidligere på ugen 1-4 til AS Monaco i en testkamp. Lukas Spalvis så hele det opgør fra bænken.