Video : Tipsbladet
Generelle

Sørloth ser tilbage på gigantiske afbrændere: Fy for fanden

Alexander Sørloth ser tilbage på en svær tid i karrieren, som på mange måder kulminerede med nogle gigantiske afbrændere i en landskamp for Norge.

Den 19. november sidste år sikrede Norge sig gruppesejren i UEFA Nations League, da holdet vandt 2-0 på udebane over Cyperen efter to scoringer af Ola Kamara. Nordmændene skulle imidlertid have vundet langt større, og at det ikke blev sådan, skyldtes i høj grad Alexander Sørloth.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller kom på banen til de sidste 20 minutter af opgøret, og han misbrugte to gigantiske chancer mod slutningen af kampen - se de enorme Sørloth-afbrændere her. 

Videoer af en uskarp Alexander Sørloth gik verden rundt, og han lægger da heller ikke skjul på, at det var en svær aften at komme igennem, selv om Norge altså vandt kampen og gruppen.

- Fy for fanden, altså. De to følgende dage efter kampen var fodboldmæssigt de værste dage i mit liv. Det var helt utrolig tungt, siger Alexander Sørloth til VG og fortsætter:

- Nu kan jeg se tilbage og smile lidt af det, for jeg tror aldrig nogensinde, det var sket med den selvtillid, jeg har nu. Det skete, fordi jeg var i en negativ spiral og kæmpede med min selvtillid. Når man er i sådan en negativ spiral, er det næsten sådan, at man frygter at få chancen. Man forestiller sig alle mulige scenarier. Man tænker rigtig meget, og det er ikke godt - i hvert fald ikke for mig. Det skal komme af sig selv.

Da Alexander Sørloth misbrugte kæmpechancerne på Cypern, tørnede han ud for Crystal Palace, hvor han stort set aldrig spillede, men i januar tog han turen til belgisk fodbold og Gent, hvor han er blevet genforenet med Jess Thorup.

Her har nordmanden med det samme genfundet selvtilliden og foreløbig scoret fire mål i 11 kampe. Sørloth tøver ikke med at give Jess Thorup en stor del af æren.

- Han betyder meget. Han bruger mig, hvor jeg er bedst, og jeg har stor tillid til ham. Jeg vil tro, at han også har stor tillid til mig. Vi har et rigtig godt forhold og ved præcis, hvordan hinanden tænker, lyder det fra den tidligere FCM-profil.

Alexander Sørloth er i første omgang lejet af Gent for resten af indeværende sæson, men belgierne har allerede meldt ud, at man er interesseret i at hente angriberen permanent.