Tim Sparv melder fra til finske landskampe
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Tim Sparv melder fra til finske landskampe

FC Midtjylland-profilen er ude af Finlands Nations League-kampe.

Finland må undvære sin anfører i de to kommende landskampe.

Tim Sparv fra FC Midtjylland har meldt afbud med den lægskade, han fik mod FC København den 1. november.

Det finske landshold møder først Grækenland og siden Ungarn, og det skal gå meget galt for mandskabet, hvis det ikke skal ende med en oprykning. Aktuelt fører Finland gruppen med 12 point for fire kampe, mens Grækenland ligger nummer to.

Selv om Tim Sparv ikke er til rådighed i de kommende kampe, er der masser af "dansk" islæt i truppen.

Tidligere Esbjerg- og Brøndby-keeper Lukas Hradecky, der nu spiller i Bayer Leverkusen, er en af tre keepere i truppen, hvor også FCK-keeper Jesse Joronen er at finde. I forsvaret er Markus Halsti fra Esbjerg med, mens Paulus Arajuuri fra Brøndby også er udtaget. Og i angrebet har landstræneren fundet plads til Teemu Pukki, der har en fortid i Brøndby og aktuelt spiller i Norwich.

Hvis Finland vinder gruppen, rykker landet op i samme lag, som Danmark spiller i. Det er det næstbedste lag.