Video : Tipsbladet
Landshold

"AC" om U21-EM: Kan ikke beslutte mig, før jeg bliver spurgt

Andreas Christensen kan spille U21-EM for Danmark, hvis han har lyst, men foreløbig er Chelsea-stjernen ikke blevet spurgt, om han er i tvivl om, hvad han vil svare, hvis Niels Frederiksen én dag er i røret.

Danmark står foran en U21-EM-slutrunde til sommer, og landstræner Niels Frederiksen kan i teorien få to mærkbare forstærkninger til truppen i form af A-landsholdsspillerne Andreas Christensen og Kasper Dolberg.

Ingen af dem har været en del af EM-kvalifikationen, men hvis de bestemmer sig for, at de gerne vil med til sommerens slutrunde, er det svært at forestille sig, at Niels Frederiksen siger nej til sådanne kapaciteter - selv om han i sidste uge fastslog, at han endnu ikke har rakt ud efter hverken Kasper Dolberg eller Andreas Christensen. 

Foreløbig er der ingen klarhed i forhold til den nævnte duo, og Andreas Christensen er meget i tvivl om, hvorvidt det frister ham eller ej. 

- Jeg har ikke taget nogen beslutning endnu. Jeg har tænkt over det, men nu var der VM i sommer, så jeg har ikke haft ferie i to år, og der er ikke nogen, der har spurgt mig endnu. Jeg kan ikke tage en beslutning, før at jeg bliver spurgt. Jeg har ikke fået så mange kampe i denne sæson, så det kunne være en mulighed for at spille lidt flere kampe, siger Andreas Christensen til tipsbladet.dk.

Chelsea-spilleren er aktuelt samlet med A-landsholdet i disse dage og i gang med forberedelserne til torsdagens venskabskamp mod Kosovo og tirsdagens EM-kvalifikationskamp mod Schweiz. U21-landsholdet møder Belgien onsdag aften, mens Frankrig venter på søndag.