Video : Tipsbladet
Landshold

England måtte nøjes med uafgjort i VM-revanchekamp

England havde de største chancer, men fik kun 0-0 mod Kroatien i Nations League i en gentagelse af VM-semifinalen.

Både England og Kroatien var på jagt efter deres første sejr i Nations League, da de to hold fredag aften stødte sammen i en gentagelse af VM-semifinalen.

Kampen blev ikke spillet under samme festlige omgivelser, som det var tilfældet, da Kroatien spillede sig i VM-finalen i juli. På grund af en disciplinærdom skulle opgøret spilles for tomme tribuner, hvilket godt kunne ses på intensiteten inde på banen.

Første halvleg var lidt af en langgaber, hvor ingen af holdene kom til store muligheder, før Eric Dier headede på stolpen få minutter før pausen. Stillingen var derfor 0-0 ved pausen.

Kort inde i anden halvleg testede England træværket igen, da Harry Kane pandede bolden på overlæggeren.

The Three Lions fortsatte med at kreere store chancer, da Marcus Rashford indenfor få minutter misbrugte to kæmpe muligheder helt alene med den kroatiske keeper.

Resten af opgøret var præget af stilstand og kun sporadiske forsøg, og derfor endte det uskønne opgør, som det startede, 0-0.