Video : Tipsbladet
Landshold

Football Leaks: Intetanende DBU brugte vært, der matchfixede træningskampe

DBU har i flere omgange sendt deres yngste landshold til Cypern for at spille i de kolde vintermåneder, og her var der ikke rent mel i posen fra arrangøren. Det vidste DBU dog ikke.

Der går nærmest ikke en dag uden, at der kommer nye afsløringer i Football Leaks-artikelserien, som danske Politiken er en del af. Den seneste er med Dansk Boldspil-Union som part, da de har haft ungdomshold med i den nyeste historie.

Her handler det om, at DBU har sendt ungdomshold ned til træningskampe på Cypern, som viste sig at være arrangeret af samme arrangør, som fiksede andre kampe med falske dommere.

Det drejer sig om op mod 32 træningskampe, som de danske hold dog ikke var med i. Alle kampe var arrangeret af samme firma, men det danske fodboldforbund anede ifølge kommunikationschef Jakob Høyer ikke, at det købte ydelser af en korrupt vært. DBU har end ikke haft direkte kontakt til Androsports, som firmaet hedder.

De 32 kampe er blevet spillet om vinteren, hvor man har haft en gruppe af otte mænd, som skulle forestille at være fra Cypern, men i virkeligheden var der tale om personer fra Rumænien, Portugal og Letland, og fem af dem var slet ikke dommere, men havde klædt sig ud.

Her blev der dømt tynde straffespark, annulleret scoringer og overset tydelige offsides. Direktøren i Androsports hedder Pantelis Andronikou, og han benægter, at der er noget om anklagerne.

- Nogen har givet jer forkerte oplysninger. De fleste kampe blev dømt af dommere fra det cypriotiske fodboldforbund. Holdene var tilfredse med dommerne. Ingen klager, siger han ifølge Politiken.

Der er tale om Danmarks U16-, U17- og U19-landshold, som kunne ses på firmaets oversigt over venskabskampe i 2017, ligesom det danske kvindelandshold også var på Cypern i 2017 for at spille kampe.