Video : Tipsbladet
Landshold

Landsholdet glad for Århus: Men Parken er stadig nummer ét

Både Henrik Dalsgaard og Åge Hareide har nydt at spille i Århus, men førstnævnte mener, at intet slår Parken, når nationalstadionet er fyldt.

Det vakte furore, da DBU placerede de to Nations League-kampe mod Wales og Irland i Århus. For i Telia Parken mente de, at nationalstadionet havde monopol på kvalifikationskampe, og det var Nations League, argumenterede de.

Opgørene på Ceres Park blev dog afviklet alligevel, og landsholdet er nu gået igennem et helt år uden kampe i Parken. Både Åge Hareide og Henrik Dalsgaard udtrykker tilfredshed med forholdene i Danmarks næststørste by, men sidstnævnte mener fortsat, at Parken bør være førsteprioritet til de store kampe.

- Så længe stemningen er der, så er jeg egentlig ligeglad med, hvor vi spiller. Men det er klart, hvis der er 35.000 på lægterne i Parken, så skaber det en anden atmosfære, end hvis der er 20.000 i Århus. Kan man fylde Parken, så er det nummer ét. Det er vores nationalstadion. Men det er et rigtig fint tiltag at komme rundt og se resten af landet, siger Henrik Dalsgaard til Århus Stiftstidende.

Foruden Århus har landsholdet spillet i både Aalborg, Herning og på Brøndby Stadion i 2018. Den seneste kamp i Parken var mod Irland i VM-playoff for et år siden. Til gengæld tyder alt på, at holdet vender tilbage til sin normale hjemmebane, når EM-kvalifikationen begynder i 2019.

Lodtrækningen dertil løber af stablen i Dublin den 3. december.