Video : Tipsbladet
Landshold

Schweiz har ikke tabt hjemme i fem år: Det bliver en skidesvær kamp

Vi skal tilbage til 2014 for at finde Schweiz' seneste nederlag i en gældende hjemmekamp, og Yussuf Poulsen forudser da også en svær opgave i aften. Uafgjort vil være fint, mener han.

Det er jo ikke sådan, at Schweiz er et usårligt hold, der aldrig taber landskampe. Men historien viser, at det sjældent sker på hjemmebane, når der er point på spil. Faktisk har "Nati" ikke tabt en gældende hjemme i Schweiz, siden Danny Welback scorede to gange for England i 2014.

I aften er det så Danmark, der skal forsøge at forpurre den gode schweiziske hjemmebanestatistik, og Yussuf Poulsen forudser en svær opgave. Schweizerne er da også nummer otte på verdensranglisten (Danmark nummer ti) og samtidig førsteseedet i kvalifikationsgruppen.

Omvendt kan det også være en fordel at begynde med den sværeste kamp i kvalifikationen, for hvis man lykkes i den, kommer man jo godt fra start, ræsonnerer den danske offensivspiller.

- Det bliver en skidesvær kamp. Schweiz er et rigtig godt hold, så det er måske meget godt, at vi starter ud med dem på udebane. Det ser helt sikkert allerede godt ud, hvis vi får point. Uafgjort vil sikkert også være fint, for Schweiz er det bedste hold i gruppen ud over os selv, siger Yussuf Poulsen ifølge Ritzau.

Schweiz er forud for kampen ramt af tre væsentligt afbud: forsvarsprofilen Fabian Schär, Liverpool-spilleren Xherdan Shaqiri og Benfica-topscorer Haris Seferovic.

Mens Danmark spiller holdets første kamp i EM-kvalifikationen i aften, kom schweizerne fornuftigt fra start i sidste uge. De vandt 0-2 i Georgien i en kamp, hvor Randers FC's Saba Lobjanidze blev skiftet ind undervejs.