Video : Tipsbladet
Landshold

Sisto sprængfyldt med selvtillid: Klar til at drible rundt med Montenegro

Når man er en kreativ spiller, er der stor forskel på, om man har selvtillid eller ej. Det har Pione Sisto i øjeblikket, og han er klar til at lade det gå ud over Montenegro i morgen.

Pione Sisto har altid været god til at drible, men i denne sæson er han formentlig bedre end i sidste. For Sisto har fået fyldt selvtillidsbægeret til randen, og det gør bare en forskel, når nu man er en kreativ spiller.

Det er et års tilvænning til spansk fodbold og en god sæsonstart, der har givet landsholdsspilleren plus på kontoen. I sidste sæson scorede han tre gange og lagde op til fire mål i sine 30 La Liga-kampe, mens han allerede efter syv af slagsen i denne sæson har scoret tre og lagt op til tre.

De gode takter skal han nu tage med over i landsholdsregi.

- Der er stor forskel på at drible, når du har selvtillid, og når du ikke har. Jeg har meget mere selvtillid nu, end jeg havde sidste sæson. Det gør en stor forskel i forhold til, om jeg lykkes med mine ting eller ej, siger Sisto til DR.

Han startede inde i begge kampe, da Danmark for en måned siden først slog Polen 4-0 og siden Armenien 4-1, og der er ikke noget til hinder for, at Sisto kan drible sig vej gennem Montenegros kontante forsvar torsdag aften.

- Det ville være dumt, hvis jeg blev bange. Jeg skal have hår på brystet og køre derudaf. Hvis jeg bliver sparket ned, må jeg rejse mig op og gøre det igen, siger han.

Der er kickoff i Montenegro i morgen klokken 20.45.