Video : Tipsbladet
Landshold

Tilbagevendte Højbjerg: Det var som min debut part 2

Efter to års pause fra landsholdet var Pierre Emile Højbjerg tilbage tirsdag aften. Det føltes næsten som at få debut igen, men han satser ikke på, at der skal gå to år igen før næste landskamp.

Da Danmark havde slået Østrig 2-0 i Herning tirsdag aften, var der et par af spillerne, som medierne især gerne ville tale med. En af dem var Pierre Emile Højbjerg, der fik comeback i rødt og hvidt efter to års fravær.

Som de fleste af tipsbladet.dk's læsere nok kan regne ud, var midtbanemanden fra Southampton svært tilfreds med at være tilbage. 

- Det var selvfølgeligt fedt. Optakten, når man nærmer sig kampen og så videre, så bliver man spændt, og man glæder sig, og der er lidt nerver på. Det er en del af det, og det kunne jeg også mærke. Jeg tænkte, at jeg skulle gøre det, som jeg altid har gjort, og fortsætte den udvikling, som jeg er i gang med. Det er derfor, man er med. Det var dejligt at sætte lidt en streg i sandet, sagde Pierre Emile Højbjerg efter opgøret.

Han leverede i nærværende skribents øjne en af de bedste præstationer på det danske hold; gjorde sig konstant spilbar, spillede med overskud og autoritet, involverede sig, hvor tingene skete.

Højbjerg håber, at landstræner Åge Hareide også noterede sig en god præstation.

- Jeg har fået vist, at han kan stole på mig. Det tror jeg også godt, han vidste og ved. Jeg ved, han går meget op i, at han kan stole på spillerne, og han skal vide, hvor spillerne står i alle facetter af spillet: mentalt, fysisk, teknisk, det hele. Det, synes jeg, har jeg fået vist ham, og det er vigtigt.

- Men det, der er allervigtigst, er, at jeg får bevist over for mig selv, at jeg stadig har noget at gøre i den danske rødhvide trøje.

Følte du, det var en slags eksamen?

- Eksamen og eksamen. Bolden er rund, og hver gang man går inden for kridtstregerne, er det jo en fodboldkamp. Så på den måde var det ikke noget uvant, men der var spænding på, og det var en anden trøje, end man har taget over hovedet inden for de sidste to år. Så på den måde var der lidt anderledes spænding, end man har været vant til, men det er fedt, og det er motiverende. Det er benzin på bålet fremadrettet.

Du siger, du fik bevist noget over for dig selv. Haft du haft noget usikkerhed?

- Hvis man ikke er udtaget, og man ikke er en del af en gruppe, som er ens mål eller ens drøm, så tænker man altid over, hvad grunden er. Og hvordan man kommer tilbage. Man vender og drejer hele situationen, og det har jeg også gjort.

Da Pierre Emile Højbjerg mødte ind i landsholdslejren i sidste uge, sagde han, at det føltes som at være med for første gang igen. Nu kom han så på banen, og det mindede også om at spille sin første gang for anden gang.

- Ja, man kan godt sige, det er en slags part 2. Lad os nu se, om der kommer en part 3, sagde han med et grin.

Det er vel ikke planen, du skal igennem to års pause igen?

- Det er ikke lige noget, jeg har skrevet bag øret, men hvis det sker, er jeg klar igen om to år. Det skal jeg i hvert fald love for. Jeg er glad for at være tilbage, og jeg er meget motiveret, og det var dejligt med en sejr.