Video : Tipsbladet
Ligue 1

Lyon-dansker keder sig derhjemme: Spiller FIFA og Call of Duty

Joachim Andersen savner at have en bold ved fødderne og træne med holdkammeraterne i Lyon.

Ligesom i Danmark er der i øjeblikket ikke kampe i Frankrig, hvor Joachim Andersen og resten af Lyon-holdet ikke har været i aktion siden 8. marts.

I Frankrig har der også været udgangsforbud siden midten af marts, hvor landets beboere bliver bedt om at holde sig hjemme, og det er kedeligt i længden. Det understreger danske Joachim Andersen ifølge Lyons hjemmeside.

- Den første uge gik godt, men nu er det lidt kedeligt at være hjemme og ikke gå til træning eller se drengene på træningspladsen. At spille fodbold er noget, jeg savner, og det er kedeligt at træne på egen hånd hele tiden, fordi jeg er en fodboldspiller og jeg kan godt lide at bruge bolden.

- Der er ikke så meget at lave i disse dage. Jeg prøver at holde mig i form med træningspas og den slags. Resten af tiden laver jeg ting med min kæreste, og jeg spiller FIFA og Call of Duty, og det er det, lyder det fra den danske forsvarsspiller.

Læs også:Landsholdsstopper: Får et år mere til at spille mig i startopstillingen

Joachim Andersen kom til Lyon i sommer fra Sampdoria som den franske klubs dyreste indkøb nogensinde, og sammen med kæresten er han faldet godt til, selvom de lige skulle vænne sig til nogle ting, forklarer han.

- Jeg synes, vi er faldet godt til. Der er naturligvis forskelle mellem Frankrig og Danmark. For eksempel basale ting som at finde ting i supermarked. Man skal vide, hvilken afdeling de forskellige produkter er i. Det lyder enkelt, men det er faktisk vigtigt. Og så skal du vide, hvad man kan lave af aktiviteter, som min kæreste kan lide, og som jeg kan lide uden for fodbold. Disse små ting er i sidste ende vigtige for at føle sig hjemme, siger Andersen.

I denne sæson har den 23-årige dansker spillet 30 kampe for Lyon. 

Læs også:Landsholdsspiller skulle have mødt Juventus: Det er en sindssyg situation