Video : Tipsbladet
Premier League

Ankersen om Frank-ansættelse: Presset er større i en dansk topklub

Ifølge sportsdirektør Rasmus Ankersen har Thomas Frank været med til at få nye detaljer i Brentfords spil, og det er en af årsagerne til, at han fik jobbet som cheftræner. Samtidig er presset ifølge Ankersen ikke lige så stort som i en dansk topklub.

Thomas Frank har godt nok ikke fået den pointmæssigt bedste start i sin tid som cheftræner for Brentford, efter de første par kampe er blevet tabt. Men der er ingen tvivl om, at danskeren nyder stor tillid blandt både ledelsen og spillertruppen, og troen er der på, at det nok skal vende.

Danskeren, der har erfaring fra trænerjob i Brøndby og DBU, har siden december 2016 været assistent i Londonklubben, og nu er det altså ham, der skal løfte holdet mod nye højder.

Og selv om det udefra set ligner det måske største job, en dansk fodboldtræner har, mener sportsdirektør Rasmus Ankersen faktisk, at der er et større pres på steder i Danmark.

- Der er et stort pres på i kampene, fordi de ofte foregår med høj intensitet og med et stort tryk fra lægterne. Men kigger du på alt det udenom; mediedækning, fans osv., så er presset i en dansk topklub større, end det er i Brentford, som er en lille klub i England, siger Rasmus Ankersen til tipsbladet.dk.

Sportsdirektøren, der samtidig er bestyrelsesformand i FC Midtjylland, har de sidste par uger skullet finde ny cheftræner til både FCM og Brentford. Begge gange blev det interne rekrutteringer i form af Kenneth Andersen, der er ny FC Midtjylland-træner, og altså Thomas Frank.

Håbet er, at sidstnævnte kan forbedre holdets præstationer.

- Thomas er som assistenttræner lykkedes med at bringe flere detaljer ind i vores spil. Den udvikling vil vi gerne accellerere endnu mere. Championship er en liga, hvor mange kampe er kaotiske, og vi tror på, at vi kan vinde de fleste kampe ved at have en bedre struktur i holdet både offensivt og defensivt end vores modstandere, siger Rasmus Ankersen.

Noget af det, der endnu ikke er på plads, er assistenttrænerne. Aktuelt hjælper Lars Friis, der har en rolle som udviklingstræner, til på førsteholdet, og håbet er for Brentford at finde en permanent løsning snart.

- Vores plan er at få en assistenttræner på plads hurtigt og herefter bruge lidt mere tid på at finde den anden, siger Rasmus Ankersen.

Brentford er en klub, der de senere år har rekrutteret meget dansk, men hvad en dansk træner konkret kommer til at betyde i det spil, ved Rasmus Ankersen ikke så meget om. Det er heller ikke nødvendigvis så afgørende.

- Måske bliver det lettere, men vores ambition er altid at rekruttere de bedst mulige spillere, og så er det sekundært om de kommer fra Danmark, England eller Frankrig, siger Rasmus Ankersen.

Den lille Londonklub ligger aktuelt nummer 15 med 18 point for 14 kampe.