Video : Tipsbladet
Premier League

Ekstremt underholdende pointdeling på Old Trafford

Der blev ikke sparet på de hårde tacklinger, de gule kort eller målene i en meget underholdende kamp på Old Trafford.

Der blev gået til stålet, da Manchester United og Arsenal krydsede klinger onsdag aften. 

Formstærke Arsenal gik selvtillidsfulde ind til kampen på Old Trafford velvidende om, at den seneste sejr på Old Trafford i Premier League faldt i 2006, men det var dog the Gunners, som bragte sig foran efter 26 minutter. Shkodran Mustafi headede mod mål, og David De Gea fumlede bolden over stregen. 

Manchester United fik dog hurtigt svaret igen, for blot fire minutter senere havde Anthony Martial fået udlignet, da Ander Herrera var først over en returbold, som han sendte ind foran mål. 

Resten af første halvleg blev præget af en række hårde tacklinger, og Andre Marriner endte med at dele fem gule kort ud efter 45 minutter. 

Efter pausen fortsatte kampen med at bølge frem og tilbage, men igen kom Arsenal foran, da Alexandre Lacazette fik scoret efter en enorm forsvarsfejl af Marcos Rojo. 

Blot få sekunder efter Manchester United havde givet bolden op, kunne Jesse Lingard dog udligne til 2-2, da Arsenal-forsvaret tøvede alt for længe. 

Begge hold virkede til at kunne leve med uafgjort, og intensiteten dalede en smule mod slutningen - og sådan gik det, selvom Arsenal havde et par store chancer til sidst.