Ferguson-jubilæum: Her startede super-succesen

Da Archie Knox senere blev ansat som assistent for Mark McGhee i Milwall i 2000, sammenlignede de tiderne fra konditionsøvelserne fra Aberdeen-tiden, som Knox havde gemt, med dem Milwall-spillerne løb. Aberdeen-spillernes tider var hurtigere.

»Der var masser af humor og god stemning omkring holdet. Du kan have et nok så godt hold, men hvis du ikke formår at skabe en positiv atmosfære omkring spillerne, så får du svært ved at skabe et fantastisk hold. Det var en stor del af vores succes. Den interne ledelse på holdet blandt spillerne hjalp også til vores succes. Der er jo ni eller ti af os som senere er gået ind i management. Vi havde en umættelige trang til succes, og Ferguson tog heller aldrig foden af speederen.« 

Archie Knox kom til som assistent efter mesterskabet i 1980, da den tidligere assistent Pat Stanton tog tilbage til Edinburgh for at træne Cowdenbeath. Hvis spillerne havde forventet at få en person ind, der kunne trøste dem, når Ferguson havde revet dem i stykker verbalt, så kunne de godt glemme det, fortæller Knox.

»Folk spurgte os, om Alex var the bad cop og jeg var the good cop. Men det var bad cop, bad cop. Det var Alex der lagde en arm om spillerne, hvis der var behov for det,« fortæller Knox.

Eric Black tager den et skridt længere.

»Det var bad cop, worse cop. Ingen af dem var særlig diplomatiske, og de pakkede ikke noget ind. Først ville manageren give os en skideballe, og bedst som vi troede, det var overstået, så kom Archie med sin med ekstra kraft. Archie havde dog en humoristisk side også. I den henseende kunne han være the good cop. Det lå ikke til deres ledelsesstil at lægge armen omkring dig. Indimellem blev de nødt til det, men Archie var den sjove, som tog noget af hårdheden af det.«

Ligesom han i Manchester United langt hen ad vejen svor til en traditionel 4-4-2 [det var først, da man købte Juan Veron, at Manchester United begyndte at spille med fem mand på midtbanen for at give plads til både Scholes, Kean og Veron], så var det også med denne taktik, at Fergusons Aberdeen-hold fik succes. De vigtigste spillere var midterforsvarerne Willie Miller og Alex McLeish, højrekanten Gordon Strachan og så venstrekanten Peter Weir, som Ferguson købte fra sin gamle klub St. Mirren. Oppe i front var det Mark McGhee, som var førsteangriberen, og ved siden af ham spillede enten Eric Black eller Aberdeens svar på Ole Gunnar Solskjaer, John Hewitt.

Alex McLeish, den nuværende Aston Villa-manager var allerede i Aberdeen, da Ferguson kom til, men det var først under Ferguson, at McLeish for alvor begyndte at blomstre.

Mellem Ferguson og McLeish opstod der hurtigt en forbindelse, der transcenderede et normalt træner/spiller-forhold. Ligesom det forhold Ferguson senere dannede med Ryan Giggs i Manchester United.

Hovedårsagen til det var, at McLeish som 22-årig havde mistet sin far. Faren var en arbejdsom mand med store lederegenskaber, og ligesom Fergusons far havde også han arbejdet på et skibsværft. Begge var de desuden sønner af en protestantisk far og en katolsk mor, og derfor undgik Ferguson og McLeish at blive opdraget med at hade den ene eller anden part. Det var således deres fælles referenceramme, som fik Ferguson til at passe ekstra godt på McLeish uden på nogen måde at give ham positiv særbehandling.
Alex McLeish spillede i Aberdeen under hele Ferguson-æraen, og da han mange år senere skulle beskrive det, der havde gjort Ferguson så succesfuld, sagde han:

»Mange af os har forsøgt at kopiere Big Jock [Jock Stein] og Fergie, og vi har nok troet, at det var noget med at finde på smarte ord, tryne vores spillere med alle mulige taktiske opfindelser eller forfatte smukke taler. Men når du hørte dem tale, så gik det op for dig, hvor simpelt de egentlig gjorde det.«

»Da jeg spurgte Archie Knox, hvordan Fergusons oplæg til kampene var dengang, sagde han, at det ofte bare var helt basale ting.«
»Vi skulle egentlig bare holde dem i gang. Når du har et hold, hvor det hele bare kører, så tager de selv over. De ved, hvad de skal gøre på banen. Vi skulle bare holde dem glade og fokuseret. Med de spillere, vi havde dengang, var det nemt. Vi skulle sørge for at gøre træningen så sjov, som den nu kunne være. Der var en stor arbejdsindsats til træning. Det havde vi aldrig problemer med.« 

Efter mesterskabet i 1980 gik der to sæsoner, hvor Aberdeen sluttede som nummer to i ligaen efter Celtic, men som »trøst« vandt de den nyopfundne Dryborough Cup i 1981 og den skotske FA Cup i 1982.

I Europa blev Aberdeen i 1981 blevet slået ud af Liverpool, mens man i 1982 havde slået Bobby Robsons Ipswich ud, før man måtte kapitulere til Hamburg SV med Franz Beckenbauer på holdet.

Ferguson havde i denne periode skabt en solid enhed, der fra 1981 til 1984 stort set bestod af de samme 14-15 spillere. 

»De havde en fantastisk tro på sig selv, men de var ikke arrogante. De havde begge fødder plantet solidt i jorden, og det var også Fergusons skyld. Hans tro flød gennem deres årer. De påtog sig alle et ansvar, og de forstod, at de var en enhed. Ferguson var en stor tilhænger af fagforeninger, og han kendte fordelene ved at stå sammen. Han prædikede for dem, hvor meget Glasgow-medierne hadede dem. Og han spurgte, om de ville lade dem slippe af sted med det?« forklarer Frank Gilfeather.

Det synspunkt bakker Archie Knox op om:

»Når du er heroppe, så er alle i mod dig. Den mentalitet installerede han i dem. Medierne hader jer, de andre hold hader jer, dommerne hader jer. Det skal I overkomme for at vinde.«

Godt nok vandt Aberdeen ikke det skotske mesterskab i tre år i træk, men 1982-1983-sæsonen var alligevel den mest mindeværdige i klubbens historie.

»Det år var første gang, vi også skulle spille europæiske kampe i foråret,« fortæller Jim Leighton om sæsonens udgave af Europa Cuppen for pokalvindere.

I efteråret havde Aberdeen slået FC Sion fra Schweiz, Dinamo Tirana fra Albanien og Lech Poznan fra Polen, og da lodtrækningen blev foretaget til kvartfinalen, blev Aberdeen parret med Bayern München - favoritterne til at vinde turneringen.

»Årene forinden i kampene mod Fortuna Düsseldorf, Liverpool og Hamburg, dét var i virkeligheden vores forberedelse til kampene mod
Bayern München. De tyske hold, selv om de ikke spillede godt, så vidste de, hvordan de skulle vinde. Vi var måske bedre, men de vidste, hvad de skulle gøre for at vinde. I de fire år, der gik forud for den kamp, lærte vi også at vinde, selv om vi ikke spillede godt,« fortæller Leighton til Tipsbladet, da vi møder ham på Aberdeens træningsanlæg, hvor han nu arbejder i staben som målmandstræner.

Første kamp i München endte som tidligere nævnt 0-0, og Frank Gilfeather husker Aberdeen som værende det bedste hold den aften på det Olympiske stadion i München. De 1500 Aberdonians, som var på stadion, var vidne til en taktisk disciplineret indsats, der havde til formål at lokke tyskerne frem, så Aberdeen kunne lukrere på chancer i kontraspillet.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE