Video : Tipsbladet
Premier League

Skadesproblemer i Liverpool: Lovren kan misse to kampe

Jurgen Klopp har problemer i forsvaret, hvor Dejan Lovren forventes ude i to kampe.

Liverpool fører i øjeblikket Premier League med fire point ned til andenpladsen, og de har hidtil vundet 17 af deres 21 kampe, mens det blot er blevet til et nederlag.

De imponerende præstationer hidtil kan dels tilskrives et stærkt forsvar, der kun har lukket 10 mål ind i denne Premier League-sæson, men det stærke forsvar kan cheftræner Jürgen Klopp og kompagni få svært ved at fastholde i de næste kampe.

Dejan Lovren udgik nemlig i Liverpools FA Cup-opgør mod Wolverhampton, og Klopp forventer, at han misser de to næste opgør mod henholdsvis Brighton & Hove Albion og Crystal Palace.

- Jeg ved ikke, hvor længe han er ude. Ja, det er alvorligt, ellers kunne han spille imod Brighton, men det er ikke så alvorligt. Jeg forventer at have ham tilbage efter Crystal Palace-kampen måske, men jeg er ikke sikker. Vi må se, fortæller Klopp ifølge Sky Sports.

At Liverpool må undvære Lovren betyder, at de blot har én skadesfri midtstopper i form af Virgil Van Dijk. Joe Gomez og Joel Matip er nemlig også ude med skader, om end Matip netop er vendt tilbage i træning og måske kan være klar til weekendens kamp mod Brighton.

Hvis ikke Matip kan blive klar, er midtbanespilleren Fabinho en mulighed, fortæller Klopp. Fabinho spillede også i midterforsvaret i FA Cup-opgøret mod Wolverhampton mandag aften.