Video : Tipsbladet
Premier League

Utilfreds Cardiff-træner: Zohore skal få fingeren ud

Neil Warnock er utilfreds med Kenneth Zohores arbejdsindsats og har taget en snak med den danske angriber.

I Championship var Kenneth Zohore en stor profil for Neil Warnocks Cardiff City-mandskab, men siden oprykningen har den danske angriber ikke haft succes i Premier League.

Zohore har døjet med skader og har blot spillet seks Premier League-kampe i denne sæson, og han har endnu ikke fået netmaskerne til at blafre.

Og Zohore har især skuffet Cardiffs cheftræner, Neil Warnock, med sin arbejdsindsats. Det fortæller Warnock til Sky Sports. 

- Jeg havde en lang snak med ham i går, og han skal først og fremmest gøre det hårde arbejde. Det er minimumskravet. Han bliver nødt til at arbejde hårdere, og så følger resten med.

- Jeg så på Arnautovic og sagde til Zohore, at han skulle kigge på ham. For seks måneder siden gad han ikke, men så faldt tiøren, og han startede med at arbejde hårdt og er nu en af de bedste angribere i England, og det er også, hvad Zohore skal gøre, fortæller Warnock.

På grund af Zohores skuffende efterår har Warnock været i Frankrig for at kigge på angriberemner, men han blev ikke overbevist om, at de er bedre end 24-årige Zohore. 

- Jeg kom tilbage og spurgte mig selv, om de er bedre end Zohore. Kenneth træner nu, og jeg har haft en snak med ham, og han skal få fingeren ud nu, fordi han har alle evnerne. Når jeg ser på alle de andre angribere, vi kigger på, kan Kenneth virkelig det hele i sit repertoire. Det er sådan en skam.

Cardiff har hentet 11 point på 15 runder i Premier League i denne sæson, og det er nok til en plads som nummer 15.