Video : Tipsbladet
La Liga

Barca vil lette forhandlingerne med PSG: Har bedt Neymar om en officiel udtalelse

Ifølge Sport English har FC Barcelona bedt Neymar om at komme med en officiel udtalelse, hvori han skal fortælle, at han ønsker en retur til hans gamle klub. Den catalanske klub mener, at en officiel melding fra brasilianeren vil gøre forhandlingerne med PSG lettere.

Det er blot to sæsoner siden, at den brasilianske superstjerne Neymar skiftede tilværelsen i FC Barcelona ud med franske Paris Saint-Germain. Dengang betalte Paris-klubben svimlende 1,65 millarder kroner, hvilket stadigvæk er den dyreste handel i fodboldens historie. 

Men nu vil Neymar tilbage til Barca. Efter to år i PSG har han angiveligt fortrudt sit skifte, og han har eftersigende indset, at han aldrig skulle have forladt FC Barcelona. 

Det lader da også til, at Neymars tidligere arbejdsgiver gerne vil have ham tilbage. Tirsdag kom det nemlig frem, at Barca og Neymar angiveligt har kontraktforholdene på plads. Dermed er det nu op til catalanerne at få forhandlet en transfer på plads med PSG. Men for at gøre forhandlingerne nemmere har Barca bedt Neymar om at komme med en officiel udtalelse, hvori han skal gøre det klart, at han ønsker en retur til hans gamle klub. Det skriver Sport English. 

FC Barcelona forventer, at en erklæring fra Neymar vil gøre det nemmere at få en aftale på plads. Neymar er eftersigende parat til at gøre det, men først i næste uge når han er tilbage fra ferie.