Video : Tipsbladet
La Liga

La Liga vender tilbage: Nu er datoerne fundet

Den spanske liga begynder med et derby mellem de to sydspanske klubber, Sevilla og Betis torsdag 11. juni.

Efter enighed mellem det spanske fodboldforbund, La Liga og og landets sportsforbund er man kommet frem til at genoptage den bedste spanske række 11. juni med derbyet mellem Sevilla og Real Betis.

Det oplyser de involverede parter ifølge blandt andet Diario Sport.

De efterfølgende kampe bliver spillet i weekenden, mens man har udpeget 13. og 14. juli som de sidste datoer for den spanske sæson, hvor man i øjeblikket mangler 11 kampe for holdene i den bedste række.

Det bliver dog også bemærket, at programmet resten af sæsonen er betinget af, at der ikke sker en skidt udvikling i coronapandemien, som førhen havde ramt Spanien særdeles hårdt. Det er siden noget, som man har fået bedre styr på.

Sportsforbundet i Spanien har gjort det klart, at de er glade for det samarbejde, som man har haft med de øvrige parter, og at man nu vil mødes én gang hver måned for at evaluere, hvordan det går.

I La Liga er Barcelona foran med to point ned til Real Madrid i toppen af rækken.