Real Madrid vil presse Bale ud af klubben - men han vil ikke væk
Foto: Juan Manuel Serrano Arce/Getty Images
La Liga

Real Madrid vil presse Bale ud af klubben - men han vil ikke væk

De har mistet tålmodigheden med Gareth Bale i Real Madrid, og vil prøve at få ham solgt til Manchester United næste sommer. Men hovedpersonen selv vil nægte at skifte væk fra kongeklubben

Tiden i Real Madrid har været lidt af en en rutsjebanetur for Gareth Bale, siden han blev hentet til klubben i 2013. Han har haft lange skadesperioder, og været inde og ude af holdet under skiftende trænere.

Men han har samtidig været med til at vinde det spanske mesterskab og hele fire Champions League-titler, og har på den front gået fra succes til succes. 

Nu ser det dog alligevel ud til, at de svingende præstationer og mange skadespauser er blevet for meget for ledelsen i Real Madrid. I hvert fald beretter den engelske avis Daily Express, at kongeklubben nu sætter alle sejl ind på at få afskibet den walisiske stjerne næste sommer.

Den tidligere Real Madrid-træner Zinedine Zidane ville angiveligt gerne sælge Bale sidste sommer, men fik nej fra den magtfulde klubpræsident Florentino Perez. Men den beslutning har Perez nu fortrudt.

Los Blancos vil helt specifikt gå efter at sende Gareth Bale til Manchester United, der længe har været lune på at hente ham til Old Trafford.

Men Real Madrid har et enkelt og meget stort problem: Bale vil ikke skifte.

Ifølge Daily Express' oplysninger er Gareth Bale så glad for at være i klubben og byen, at han vil modsætte sig alle Real Madrids forsøg på at få ham solgt. Og så længe han ikke selv indvilliger i at skifte, er Real Madrid også bundet af kontrakten mellem de to parter.

Det er ikke kun skuffende nyt for Real Madrid og Manchester United. Også Chelsea og offensivspillerens tidligere klub Tottenham vil gerne bringe Bale tilbage til Premier League, men alle fire storklubber ser nu ud til at få en lang næse. Bale har nemlig taget sin beslutning, og vil ikke tilbage til Premier League lige foreløbig.