Video : Tipsbladet
Serie A

Agent afslører prisen, Parma har betalt for Andreas Cornelius

Den danske landsholdsspiller har kostet Parma 56 millioner kroner.

Den tidligere FC København-angriber Andreas Cornelius skiftede tidligere torsdag til Parma.

Angriberen, der har en fortid i FC København og Cardiff og i sidste sæson var på leje i franske Bordeaux, skal dermed have genstartet karrieren, der aldrig for alvor tog fart i Atalanta.

26-årige Cornelius var til lægetjek tidligere denne uge, og torsdag gjorde Parma så skiftet officielt. Nu fortæller Cornelius' agent så, hvad prisen på den danske spiller har været.

Danskeren har kostet 56 millioner kroner, og dermed har Atalanta tjent på penge at sælge "Corner" videre.

- Jeg ved, mange er uinteresserede i de økonomiske aspekter i fodbolden og blot kigger på spillet med glæde og romantik, og det er fuld legitimt. Men fodbold er finansielt en kæmpe industri, og man kan ikke se bort fra, at spillerne blot har en meget begrænset periode at tjene penge i.

- Andreas har øget sin internaionale markedsværdi betragteligt under sine ophold i Italien og Frankrig. Parma betaler således 7,5 mio. euro (56 mio. kroner) for Cornelius, hvor transferen fra FCK til Atalanta Bergamo i 2017 hed 4,5 mio. euro (33,5 mio. kroner).

- Interessen for Andreas Cornelius var stor fra klubber i andre store fodboldlande og det til trods for, at danskeren har været ude længe grundet operation i lysken. Sådan har det været i hele hans karriere og det vidner om solide kompetencer, som er ønsket mange steder. Andreas Cornelius er nu sammenlagt handlet for 200 mio. kr. i sin foreløbige karriere, skriver fodboldagent Per Steffensen på sin Facebook-side.

Per Steffensen skriver på Facebook, at Cornelius har fået en fireårig aftale, men det er formentlig en fejl, for på Parmas hjemmeside fremgår det, at Andreas Cornelius har skrevet kontrakt til sommeren 2024 - samme information fremgår af Transfermarkt.