Video : Tipsbladet
Serie A

Christian Nørgaard varmer bænk for Fiorentina: Det er en test for hovedet

Det er ikke nemt at sidde så meget på bænken, som Christian Nørgaard gør, men han har prøvet det før, både i HSV og Brøndby IF, og han er fortrøstningsfuld.

Skiftet til Fiorentina har ikke været, hvad Christian Nørgaard håbede på. Midtbanemanden gik fra stor profil i Brøndby IF til reservespiller i Fiorentina, og hidtil er det bare blevet til fire kampe for klubben. Siden januar har han ikke fået et eneste minut.

Nørgaard, der ikke var med, da Åge Hareide udtog sin landsholdstrup forleden, har dog prøvet at være bænkevarmer før. Derfor tager han da også den aktuelle rolle for Fiorentina med ophøjet ro.

- Det er en test for hovedet, en mental test at sidde så meget på bænken, som jeg har gjort. Men jeg har prøvet det før. Første gang, da jeg var meget ung, i Hamburger SV og i mine første tre sæsoner i Brøndby. Det var ikke før i det sidste halve års tid, da Thomas Frank var træner, at jeg fik en fast plads på holdet, siger han til Politiken.

- Jeg gjorde det, synes jeg selv, udmærket i mine første kampe, men efter at jeg spillede i januar mod Chievo og havde været lidt syg kort forinden, har jeg ikke været med på holdet. Træneren og klubben siger klart, at de ser en fremtid for mig i Fiorentina, og jeg er meget fortrøstningsfuld indtil videre.

Christian Nørgaard har fortsat sin landsholdsdebut til gode. Han var ellers udtaget et par gange i efteråret, men mod Slovakiet satte konflikten mellem spillerne og DBU en stopper for en oplagt debut, og til venskabskampen mod Østrig var han ikke udtaget.

Den danske midtbanespiller har én chance for at få noget spilletid for Fiorentina, inden klubturneringerne går på pause for at gøre plads til landsholdene. Det er på fredag mod Cagliari.