Video : Tipsbladet
Skandinavien

United-fiasko bekræfter skifte til svensk klub

Ravel Morrison, der for år tilbage var et kæmpetalent i Manchester United, skifter fra Lazio til Allsvenskan-klubben Östersunds FK. Det siger han til Sportbladet.

Svensk fodbold kan frem se frem til at huse et tidligere Manchester United-stortalent.

Tidligere i dag blev 26-årige Ravel Morrison meldt til svensk fodbold, og nu bekræfter den engelske offensivspiller selv, at han skifter fra Lazio til Östersunds FK. Det fortæller han i et interview med det svenske medie, Sportbladet.

- Jeg kommer til Sverige for at vinde pokalen og for at se, om vi kan komme i top tre i ligaen, siger Morrison til Sportbladet.

Morrison har været i Lazio siden 2015, hvor han i denne sæson slet ikke har været en del af klubbens planer. Han håber derfor på at kunne få karrieren på rette spor igen med skiftet til Allsvenskan-klubben, der sluttede 2018-sæsonen på sjettepladsen.

- Jeg er ude efter at bygge mig selv op igen. I denne sæson har jeg overhovedet ikke fået spilletid i Lazio. Jeg har kun trænet med holdet, så nu har jeg brug for at spille kampe.

Ravel Morrison har i sin seniorkarriere spillet i West Ham, Birmingham, QPR, Cardiff, Lazio og Atlas. Han har desuden fire U21-landskampe for England og to mål på sit CV.