Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: FCK scouter amerikansk kantspiller

FC København følger den amerikanske kantspiller Romain Gall, der har vist målform i Sverige i denne sæson. Det skriver Expressen.

FC København er ved at lægge sidste hånd på sommerens transferkabale, og der er mange rygter og historier om de danske mestre i øjeblikket. FCK har været sat i forbindelse med Juninho Bacuna fra FC Groningen samt den danske landholdsspiller Andreas Bjelland, mens det er velkendt, at løverne viser konkret interesse for Östersund-spilleren Sotirios Papagiannopoulos.

FC København har angiveligt også et øje på kantspilleren Romain Gall, der til dagligt tørner ud for GIF Sundsvall i Sverige. Expressen skriver, at den 23-årige amerikaner scoutes af FCK og desuden er på blokken i Hammarby.

- Det er normalt, at der findes interesse for Gall med tanke på, hvor godt det er gået. Men der er intet konkret, og han har det godt i Sundsvall. Næste skridt er enormt vigtigt for ham, siger Romain Galls agent, Michael Kallbäck, til den svenske avis.

Direkte adspurgt om, hvad han siger til interessen fra FC København og Hammarby, svarer Kallbäck:

- Ingenting - udover at der er interesse fra Sverige og udenlandske klubber.

Romain Gall kom til svensk fodbold i 2016, og han har tørnet ud for GIF Sundsvall i halvandet år. Amerikaneren har været i storform i denne sæson, hvor han står noteret for fem mål og to assists i syv ligakampe - det er også blevet til to scoringer i den svenske pokalturnering. 

Hans kontrakt med GIF Sundsvall udløber ved udgangen af 2019.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.