Avis: FCM betaler tocifret millionbeløb for Scholz
Foto: Getty Images
Superliga

Avis: FCM betaler tocifret millionbeløb for Scholz

Alexander Scholz får fem år i FC Midtjylland - ifølge belgisk avis betaler ulvene godt 11 millioner kroner for transferen.

FC Midtjyllland er tæt på at lande en stor transfer. Som tipsbladet.dk kunne fortælle onsdag eftermiddag, er de danske mestre tæt på at hente Alexander Scholz hjem til Danmark, efter midtstopperen har opholdt sig i Belgien de seneste fem år.

Den 25-årige forsvarsspiller landede i Danmark onsdag for at gennemgå det obligatoriske lægetjek med FC Midtjylland, og en transfer ventes at blive officiel i løbet af i dag. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger sætter Alexander Scholz sin signatur på en fem-årig aftale med de danske mestre.

Alexander Scholz skifter til FC Midtjylland fra Club Brugge, hvor han blot fik et halvt år og aldrig formåede at bide sig fast. Ifølge belgiske medier betalte Club Brugge 15 millioner kroner godt danskeren i januar og kan se frem til at indkassere et tab i forbindelse med salget til FCM.

Het Nieuwsblad skriver, at FC Midtjylland betaler 1,5 millioner euro - godt 11 millioner kroner - for Alexander Scholz. Det er stadig et pænt transferbeløb ud fra en dansk målestok, men en forholdsvis beskeden sum for ulvene, der har mange millioner på kistebunden efter salgene af Alexander Sørloth og Dominick Drexler.

Den belgiske avis spekulerer desuden i, at handlen med Alexander Scholz kan sætte gang i en transferkabale, som også involverer FC Midtjylland. Anderlecht skal have et særdeles godt øje til Bubacarr Sanneh, og ifølge NordicBet skal klubben have fået et bud afvist af FC Midtjylland denne sommer - det stemmer overens med tipsbladet.dk's oplysninger. Het Nieuwsblad skriver, at købet af Alexander Scholz kan være en åbning for Anderlecht i forhold til at få fingrene i Sanneh.

Nu har FCM i hvert fald sikret sig en på papiret meget effen afløser.