Alexander Scholz og friheden

Bragt i Tipsbladet 9. maj

Han har vandret i Spanien, været arbejdsdreng ved et murerfirma i Flensborg, set Premier League på toppen af Himalaya, kørt med køleskaber i Reykjavik og besteget Kilimanjaro i Tanzania, men nu handler det om at spille fodbold. 21-årige Alexander Scholz har lagt globetrotterhatten på hylden til fordel for en koncentreret indsats i den skemalagte hverdag, der hører med til livet som succesfuld, professionel fodboldspiller, men lysten til at se verden har han stadig.

Der er så dejligt i Lokeren. På en flot forårsdag, hvor solen skinner, blomsterne blomstrer og træerne er ved at springe ud, er der godt med liv på markedspladsen i en belgiske bys centrum. Der bor godt 40.000 indbyggere i Lokeren, som ligger i provinsen Østflandern, og de fylder ved fortovscafeernes udendørs borde og stole. Der er selvfølgelig også en butik, der sælger belgisk chokolade. I den ene ende af pladsen; der hvor floden Durme løber gennem Lokeren, står en lille håndfuld kunstværker. En gammel vandpumpe er blevet pensioneret og fungerer nu kun som pynt, en springvand er udsmykket med tre børnestatuer, hvoraf ingen gør mine til at pisse i vandet, og så er der tre meget store og iøjnefaldende harer i rustfrit stål. De skal symbolisere, at byen tidligere havde en stor industri baseret på at lave hår fra kaniner og harer til filt, som kunne bruges af hattemagere.

Så der er masser af stemning på markedspladsen, men det er ikke sted, hvor 21-årige Alexander Scholz kommer tit. Byens danske islæt, midterforsvarer for den lokale fodboldstolthed KSC Lokeren, kan for det første sjældent gå i fred, og så synes han heller ikke, at byen er specielt interessant.

”Jeg går ikke særligt tit ud i Lokeren. Jeg bliver stoppet på gaden, så det prøver jeg så vidt muligt at undgå. Gent er 15-20 minutter væk, Antwerpen er heller ikke langt væk,” siger Alexander Scholz, da han for en gangs skyld alligevel er gået ud og møder Tipsbladet på cafeen De Postiljon.

”Lokeren er en provinsby, og den er mindre end Vejle, som ligger tæt på, hvor jeg er opvokset. Der er nogle folkeskoler, men når folk skal på universitetet, flytter de væk. Så der er ikke nogle mennesker på 18 og frem til den alder, hvor de er blevet etablerede efter deres uddannelse. På den måde er det dødt med natteliv og butikker. Det er mest for ældre eller for helt små.”

Men selv om han overvejer, om han skal flytte til Antwerpen og acceptere en daglig køretur på 25 minutter til en time hver vej, afhængigt af trafikforholdene, har han haft det fint med at bo i en by, hvor nogle af de største kulturtilbud er tre metalharer nede ved floden. Da han i november 2012 ankom fra den islandske klub Stjarnan og begyndte på det, der skulle blive en succesfuld karriere i Lokeren, var det nemlig helt bevidst, at han valgte at slå sig ned i den lille by.

”Så kunne jeg koncentrere mig. Jeg vidste godt, hvordan jeg skulle konsolidere mig selv i forhold til fodbolden. Da jeg spillede på Island, var det ikke fuldtidsprofessionelt. Jeg skulle vænne mig til det uden at skulle tænke på alt muligt andet; uden at få for mange andre indtryk og påvirkninger. Det var for at indskrænke mine egne muligheder,” siger Scholz, der dog ikke mener, at han har svært ved at styre sig uden for banen.
”Nej nej, det har jeg ikke, men det var for i starten at sige til mig selv, at nu spiller du fodbold, og så er der ikke så meget andet.”

For i de seneste år har der været mange andre ting i Alexander Scholz’ liv. Vejen til, at han som 21-årig er fast mand på et belgisk top fem-hold har været ujævn og fyldt med sidespring over hele verden.

Presset i Vejle
Scholz er vokset op i Hedensted mellem Horsens og Vejle og spillede som barn og ung i Vejle Boldklub. Hans far Kent Scholz var med til at vinde sølv og spille UEFA Cup med Vejle i halvfemserne, og 17-årige Alexander gik i sin fars fodspor, da han i juni 2010 debuterede på førsteholdet som klubbens dengang fjerdeyngste spiller nogensinde. I den efterfølgende sæson delte Alexander Scholz sin tid mellem førsteholdet og U/19-ligaen, men han trivedes ikke. Det var svært for ham ikke at skulle være fast på ét hold og at være i limbo mellem at have fodbolden som hobby eller arbejde. Han pjækkede indimellem fra træning for at sidde derhjemme og læse bøger og drømme sig ud og rejse. 

”Det var nok bare ikke så vigtigt for mig i den periode. Der var andre ting, der fyldte noget. Jeg prioriterede, og fodbold var ikke det højeste. Det bliver det nødt til at være, hvis man vil noget. Det kunne jeg ikke, så jeg mødte ikke op,” husker Scholz.

Da han blev færdig med handelsskolen i sommeren 2011, rejste han til Spanien for at vandre Caminoruten. Og da han kom hjem, besluttede han sig for at stoppe med at spille i Vejle Boldklub. 

”Jeg havde brug for at tage et sted hen og overveje tingene. Jeg kan godt lide naturen, kan godt lide at bevæge mig. Da jeg så kom tilbage fra Spanien og begyndte at træne, kunne jeg mærke, at samme følelse kom igen. Jeg var misundelig på andre, der havde den der frihed, når de var færdige med skolen.”

”Jeg havde brug for at komme væk fra byen og fra mit hjem. Og det kunne jeg ikke, så længe jeg spillede i Vejle, og så blev jeg nødt til at sige stop. Det kunne lige så godt være nu, da skolen var færdig. Det kunne godt være sket før, det kunne godt være sket senere. Men det blev nødt til at ske,” siger Alexander Scholz om sin beslutning.

Det gik ellers godt rent spillemæssigt. Mod slutningen af foråret var han blevet fast mand på førsteholdet som højre back, og han var kommet på U/19-landsholdet. Men det betød ikke noget for ham, at han ved at stoppe droppede en lovende karriere.

”Når fodbolden ikke er førsteprioritet, tænker man ikke på den måde. Så er det de andre ting, der kommer først. Det var den første store beslutning, jeg selv skulle stå for. Det var svært, men det gav mig også en magt. Man tager sig selv i hånden, og så gør man noget. Jeg var stolt over mig selv. Jeg var nervøs, bange, stolt, og bagefter var jeg lettet og glad. Da jeg først havde sagt, at jeg ikke ville komme til træning, var det rart. Så nød jeg det. Nogle gange forsøgte jeg at kigge på det udefra. Så kunne jeg godt se, at situationen var lidt komisk, men når man selv står i det, er det svært at gøre noget ved.”

Den første periode af sin nye tilværelse som ex-fodboldspiller brugte Alexander Scholz på et par smutture rundt i Europa, til Grækenland og Spanien, men meget af tiden var han også isoleret i sin lejlighed i Vejle. Udefra blev han stadig mødt med stor undren over, at han havde droppet fodbolden, så derfor ville han helst bare være alene. 

”Det var et indirekte pres, også fra mig selv. Den del af mig selv, som er fodboldspiller, pressede mig også. ”Hey, hvorfor spiller du ikke? Hvorfor gør du ikke, hvad du har gjort hele dit liv?” Det er en svær omvæltning for en selv, og det er en svært omvæltning for andre. De kunne se, jeg havde en svær tid, men de kunne ikke gøre noget ved det. Og hvis de kunne gøre noget ved det, ville det ikke være godt, for det var noget, jeg selv skulle klare. Efter lidt tid havde jeg ikke flere penge, og så måtte jeg i gang. Jeg måtte vågne op, give mig selv et par lussinger og komme ud af sengen. Så fik jeg arbejde i Tyskland via min fars ven, og det var godt for mig at komme helt væk,” siger Scholz, 

Hans forældre er begge tyskere, så for Scholz var det lidt som at vende hjem, da han flyttede ned til sin onkel i Flensburg og fik job som arbejdsdreng ved et murerfirma.

”Jeg nød det virkelig meget. Jeg havde en romantisk forestilling om at vende tilbage til rødderne, bo i den by mine forældre var vokset op i, bo hos min onkel, hvis venner snakkede tysk. Selv om det var tæt på Danmark, var det stadig anderledes. Og så kunne jeg godt lide at arbejde, bruge mine hænder, bruge min fysik. Jeg kunne godt lide, at jeg blev betalt for hver time, jeg arbejdede. Som fodboldspiller bliver man betalt for 24 timer. Selvfølgelig skal man præstere på banen, men man skal også sørge for at leve ordentligt. Og det kunne jeg ikke lide dengang. Jeg var glad for, at jeg kunne arbejde, og så havde jeg fri, når jeg kom hjem.”

Fodboldtanker 
på toppen af verden
Efter et par måneder i Tyskland, vendte han hjem til Danmark og boede hos sin bedstemor i Esbjerg, inden rejsetrangen meldte sig igen. I januar 2012 tog han derfor til Indien; til storbyen Delhi, til provinsen Rajasthan tæt på Pakistan og til Himalaya-bjergene. Her befandt han sig godt. Han mødte nye mennesker, blandt andre en spirituel scouser, som han en nat så Manchester United-Liverpool sammen med langt oppe i bjergene. Det var ikke den eneste gang, han tænkte på fodbold. Så småt begyndte han at overveje, om han skulle begynde at spille igen.

”Jeg mødte mange interessante og kloge mennesker derovre. Bare det at snakke med dem gav mig meget – meget af det, som jeg ikke havde fået, fordi jeg kun havde været i fodboldens verden. Jeg så, at jeg godt kunne begå mig i den verden. Det var vigtigt for mig at få bekræftet, at jeg ikke kun var fodboldspiller. Men til sidst måtte jeg også anerkende den del af mig, som var. Det er den største del af mig.”

”Det var ikke fordi, jeg manglede lysten til at spille fodbold. Min fokus var bare taget væk. Jeg begyndte at blive mere klar i hovedet i den periode. Det hjalp Indien helt sikkert med. I forhold til en fodboldkarriere, kunne jeg ikke komme længere væk. Det var en udfordring, som jeg godt kunne lide; at starte fra nul og se, hvor det kunne føre hen.

 Og så var det nok også bare en nem udvej. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv til sidst. Man spiller 18 år, og så stopper man lige pludselig – hvad så nu? Efter et stykke tid fandt jeg ud af, at svaret på ”hvad så nu?” kunne være at spille fodbold, for hvad skulle jeg ellers lave?”

Sin nye klub fandt han på Island. De tidligere Vejle-holdkammerater Jesper Jensen og Nicolaj Hagelskjær havde begge spillet i klubben Stjarnan og talt godt om det. Scholz kontaktede klubbens danske assistenttræner Henrik Bødker og fik en toårig aftale med klubben i foråret 2012.

”For at finde mellemvejen mellem fodbold på fuldtid og det frie liv, blev det Island, fordi jeg kunne kombinere begge dele – og fordi de ville have mig. Jeg kontaktede Henrik Bødker, og først skulle han lige have tjekket op på mit navn, men så skrev han, at hans klub gerne ville have mig. Så var det meget simpelt. Det kan være, jeg var endt et andet sted, hvis jeg havde fået afslag fra ham, men den første klub, jeg spurgte, ville gerne have mig, og så blev det bare sådan.”

Ved siden af fodbolden havde han job i et firma, der solgte hårde hvidevarer, så han kørte rundt i Reykjavik-området og leverede køleskabe og vaskemaskiner, og i sin fritid tog han alene på vandretur i ødemarken eller blaffede seks timer gennem ingenmandsland for at komme til festival. Og så var der fodbolden, som han fik et brutalt gensyn med. Siden han stoppede i Vejle, havde han godt nok løbet indimellem, men han havde ikke rørt en bold, og det kunne ses i den første træningskamp.

”Efter et par dage spillede vi en kamp mod et tredjedivisionshold, der ikke var på et højt niveau. Jeg spillede på midtbanen, og jeg satte ikke én fod rigtigt. Jeg fik godt nok scoret, så træneren kunne rose mig i pressen, men jeg var en katastrofe og blev pillet ud efter 60 minutter, fordi jeg ikke kunne mere. Jeg var rigtig dårlig i starten. Man kunne godt se, at jeg kunne spille fodbold, for jeg var uddannet efter en skole, og det prøvede jeg at udnytte, selv om jeg i starten ikke kunne løbe hurtigt eller ramme målet,” husker Alexander Scholz, der dog fik styr på spillet i løbet af sæsonen.

”I fodbold betyder selvtillid alt, og når man først kommer ind i en rytme og får et touch på bolden, så går det hurtigt. Jeg fik mere og mere selvtillid, spillede hver gang, befandt mig vel uden for banen. Lige pludselig var jeg der, og når man først er der, tager det lang tid at ændre. Så er man næsten nødt til at stoppe og tage ud og rejse for at miste det...”

Tinnitus og trofæ
Han endte med kun at blive en enkelt sæson i Stjarnan. Hans gode præstationer i den islandske liga førte til en prøvetræning i Lokeren, der altid har haft et tæt bånd til Island med mange spillere fra vulkanøen. Prøvetræningen gik så godt, at han skrev under på en aftale frem til sommeren 2015. Scholz havde bestemt sig for at gøre fodbolden til førsteprioritet.

”I og med jeg fik selvtillid og blev bekræftet i, at jeg godt kunne spille fodbold, tænkte jeg over, hvad jeg kunne gøre med mit liv; hvordan jeg skulle leve. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne forene det med fodbold, og for at være ærlig var det det nemmeste. Jeg vidste ikke, at jeg kunne tage til Belgien og få succes, men jeg kunne se, at jeg kunne bruge fodbolden til at tjene penge, og til at komme rundt og gøre noget, jeg godt kunne lide.”

”Jeg havde ikke været i Belgien før, så jeg vidste ikke noget om det, og det talte til Belgiens fordel. Så var det lidt mystisk. Noget, jeg ikke har prøvet før, får automatisk en højere position i min hjerne end noget, jeg har prøvet. Jeg kunne også godt lide Belgiens placering. Jeg havde mulighed for at tage rundt i Europa.” 

Fordi den islandske liga slutter tidligt på efteråret, havde Scholz mulighed for at træne med i Lokeren fra november, selv om han først var spilleberettiget fra januar, og da den faste midterforsvarer Jérémy Taravel var skadet, vidste Scholz, at der var en ledig plads holdet. I halvanden måned trænede han så hårdt, at han faldt i søvn klokken syv hver aften, men det hårde arbejde for at imponere træneren gav pote: Da Lokeren åbnede forårssæsonen mod OH Leuven i slutningen af januar, var Alexander Scholz med i startopstillingen.

”Jeg var meget nervøs før kampen, men jeg kan godt lide at komme fra baghjul, og det var virkelig fra baghjul, for ingen vidste, hvem jeg var. Jeg kan huske, at der lugtede af pomfritter, da vi gik fra omklædningsrummet til banen. Jeg tænkte på, at der var 10.000 mennesker, som købte pomfritter og skulle se mig spille. Tidligere havde jeg sagt nej til det; jeg ville ikke være en del af det teater. Men nu stod jeg der, og nu skulle jeg ind og gøre mit job. Vi vandt 6-2, og jeg fik en assist. Det var et frispark fra vores egen banehalvdel. Jeg ved ikke, hvad deres forsvar lavede,” siger Scholz, der var fast mand i resten af foråret, indtil han rendte ind i en skade.

Men efter sommerpausen var han tilbage på holdet, og siden oktober har han spillet samtlige minutter for Lokeren. Oven i købet var han med til at vinde pokalfinalen mod Zulte-Waregem i marts måned, Lokerens blot anden titel i historien, og han blev matchvinder med kampens enlige mål.

”Det var sindssygt. Vi spillede semifinalen i Oostende i februar, og vi kom i straffesparkskonkurrence. Alle skulle sparke, undtagen målmanden. Vi scorede så på det sidste og gik videre. Allerede der var jeg klar over, at det var én kamp, som ville definere hele sæsonen – om den var en succes eller fiasko. Vi kunne sikre europæisk fodbold, og vi kunne vinde en titel. Jeg havde tabt en finale på Island, så jeg vidste godt, det ikke var sjovt.” 

”Det var det sidste, der skulle til, for at gøre vores sæson til en succes, selv om vi havde ti kampe tilbage. Det føltes som den sidste kamp i sæsonen på det tidspunkt. Det var stort, og det var noget, jeg skulle forberede mig på. Fansene kom til træning og tiggede og bad os om at vinde. Pressen havde fokus på det, og så havde jeg venner og familie, der kom fra Danmark. Det gør de jo ikke til en søndagskamp i Lierse.”

”Det tog mig lidt tid at komme ind i kampen. Jeg kunne godt mærke, at jeg var tynget af omgivelserne og kampens størrelse. Hvor jeg måske før ville gå hundrede procent efter en bold, var jeg lidt mere tøvende for ikke at trække det røde kort efter ti minutter. Heldigvis var det en kedelig kamp. Begge hold forsvarede og ville ikke åbne op. Vi vidste allerede før kampen, at en dødbold eller tilfældighed ville afgøre det. Første mål ville vinde. Det var egentlig bare at vente.”

Ventetiden kom til at vare godt en time. Efter 58 minutter slog den offensive midtbanespiller Hans Vanaken et hjørnespark om bagerst i feltet. Der ventede Alexander Scholz, der husker situationen i detaljer.

”Det kan blive lidt fordrejet af, at jeg har set det igen. Men jeg kan huske, at bolden kom ind fra Hans Vanaken, og at den var høj og langt ude, så jeg troede ikke på, jeg kunne score. Det eneste, jeg ville, var at få den derind igen for at se, hvad der ville ske. Jeg tænkte selv, at jeg ville hoppe tidligt for at være sikker på at vinde duellen. Jeg kan også huske, at mit øre var ømt, og jeg havde tinnitus. Så bolden har nok ramt mig der, og så gik den i mål. Jeg var glad og i ekstase, og så pegede jeg lige ud, hvor mine venner og familie sad. Da jeg stod, og alle hoppede op på mig, tænkte jeg: ”Wow.” Kun ”wow”, ikke andet end det. Og da vi så var færdige med at juble, trak jeg vejret dybt, og jeg nev lige mig selv. Så skulle kampen overstås. Jeg tror, det var de hurtigste 30 minutter i mit liv. Det gik så hurtigt. Jeg kan ikke huske nogen situationer fra kampen efter målet. Det var fedt.”

Mod øst
Målet torpederede Scholz’ karriere til et helt nyt niveau. Pludselig blev han interviewet af Peter Møller i Fodboldmagasinet på DR, og han fik sværere ved at gå i fred på gaden. Han var med andre ord blevet en fuldbyrdet del af den fodboldverden, som han tidligere havde det svært med. Det har givet store oplevelser, men det har også medført begrænsninger

”Jeg har gjort mig klart, at jeg har taget et valg, og så må jeg leve efter det. Fodboldlivet tillader ikke mine rejser og den frihed i sindet, som jeg havde engang, og tillader mig heller ikke at være rebelsk på den måde, jeg var rebelsk på engang. Dengang havde jeg en plan om, at jeg skulle være skeptisk og finde ud af, hvad jeg kunne lide. Det endte så med at være det, jeg var skeptisk imod,” smågriner Scholz.

Sidste sommer tillod han sig selv en sidste stor rejse, da han besteg Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, i sin ferie, men globetrotterlivet er noget helt andet end fodboldtilværelsen, og Scholz har nu vurderet, at de to ting ikke forenes.

”Jeg vil ikke udsætte mig selv for at skifte frem og tilbage, så det var den sidste rejse,” siger Scholz, der til gengæld ofte er på små ture rundt i Europa, til Frankrig, Holland, Tyskland eller England, når han og holdet har en fridag eller to.

Og så er fodbolden jo en branche, hvor man sjældent er bundet til ét sted. Til sommer vil Alexander Scholz gerne videre til en større klub, og der er da også regelmæssigt rygter om interesse fra andre klubber og lande. t 

t Scholz nævner selv forældrenes hjemland Tyskland som et spændende sted at spille, men længere ude i fremtiden har han også en plan om at fortsætte karrieren mod øst.

”Engang hørte jeg et citat – det har nok været fra ”Into the Wild”; jeg har både set filmen og læst bogen – som slutter med ”... og vejen har altid ledt vestpå”. I mit hoved tænkte jeg bare: ”Øst”. Jeg ved ikke hvorfor. Når jeg tænker øst, er det primært Rusland. Jeg har købt en masse russiske bøger, som jeg ikke har tænkt mig at læse endnu. Jeg vil gemme dem, til jeg bor der. Jeg har rigtigt mange efterhånden. Hvis man

 vil prøve en helt anderledes måde at leve på, kan man ikke blive i Vesten. Selv om der er forskel på Danmark, Island og Belgien, er det dybest set det samme. Det er Rusland ikke, tror jeg. Eller Kina eller Japan. Det er noget andet. Jeg vil gerne prøve noget andet, inden jeg er færdig.”

Mens andre fodboldspillere ser Rusland som et sted, hvor man kan tjene gode penge, men hvor det ikke er fedt at bo, drages Alexander Scholz af landet. Og han læser ”Into the Wild” og Sartre, mens fordommen om andre fodboldspillere er, at de bare spiller Playstation hele dagen. Passer han overhovedet ind i fodbolden?

”Man skal ikke tage fejl af, at jeg er fodboldspiller, og jeg er ligesom de andre. I starten syntes jeg, det var meget sjovt at blive set som anderledes, i og med jeg stadig havde problemer med hele fodboldverdenen. Der var en periode, hvor jeg bevidst dyrkede det for at se, hvor langt jeg kunne tage det. Jeg kan godt lide at prøve forskellige ting og se, hvor langt jeg kan gå. Hvis jeg går ud af en vej, går jeg også helt ud af den. Men nu har det ændret sig. Jeg bliver træt af hele tiden at sætte mig selv udenfor,” siger Scholz, der også får meget ud af at spille fodbold.

”Det giver mig en retning og et mål for de kommende år af mit liv. Det gør hverdagen mere håndterbar, så den ikke bliver så omfattende, som den var førhen. Og så er det et job, så det giver mig en sikkerhed, som et job giver alle mennesker. Det giver mig en hverdag, noget at stå op til. Og så giver det også noget ekstra at spille, at spille foran fans. Det med at opleve at være ophøjet på en billig baggrund, som fodbold er. Det er meget specielt, og det er sjovt at være i. Jeg har spillet, siden jeg var to, så jeg er opdraget med at vinde eller tabe. Selv om jeg ikke synes, livet skal være sådan, lever man efter det.”

Fodbold har givet ham et liv, som følger en bestemt skabelon. Man bliver et kendt ansigt i byen, træningen ligger på et bestemt tidspunkt hver dag, og der er strenge krav til kost, hvile og den generelle levevis. Hvordan passer det med en mand, der har rejst over store dele af verden og har ordet ”FRIHED” tatoveret på langefingeren?

”Det passer fint. Det er jo mig selv, der har valgt det. Jeg har mit liv, og jeg kan gøre med det, hvad jeg vil. Det, jeg har valgt at gøre med min frihed, er at spille fodbold.”