Boilesen tror på FCK-fremgang: Det kunne næsten ikke blive værre
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Boilesen tror på FCK-fremgang: Det kunne næsten ikke blive værre

Nicolai Boilesen mener, at der har været behov for en ferie, men han tror også på, at holdet nu går lysere tider i møde.

FC Københavns efterår var slet ikke værd at skrive hjem om, og derfor har spillerne haft behov for en ferie og for at cleare tankerne.

Det har FCK-spillerne gjort, og nu står de klar til at indlede et angreb på Superliga-tabellen.

FCK-forsvarer Nicolai Boilesen mener, at der er gode ting i vente for FCK i foråret.

- Det kunne næsten ikke blive værre, vel?, siger han om den dårlige efterårssæsonen og forklarer:

- Ej, jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal blive bedre. Der er ikke nogen sikkerhed her i livet, uanset hvad man går og laver, men det er klart, at med hårdt arbejde og tro på tingene, og jo mere tid vi har sammen, jo større er sandsynligheden for, at det bliver bedre. Og det har jeg en tro på, at det gør. Jeg synes, vores træning begyndte at se bedre ud i efteråret, vi fik det bare ikke ud i kampene. Men man kunne se i træningen, at folk begyndte at have en forståelse for hinanden, og det skal vi have spillet ind, så vi er helt klar til starten af februar, siger Nicolai Boilesen til tipsbladet.dk.

Forsvarsspilleren har selv spillet et godt efterår, modsat holdet, men det var alligevel et krævende og opslidende efterår. Nu er han glad for, at batterierne er blevet tanket op på ny.

- Du kunne se på alle spillere i starten af december, at vi var mærkede. Det var et hårdt halvt år med tre kampe om ugen cirka, lige fra da vi gik i gang efter sommerferien, og når det så ikke er gået, som vi gerne vil have det, trækker det selvfølgelig ekstra meget på krop og sjæl. Vi havde alle brug for et pusterum, men tre - fire uger var lige længe nok, synes jeg, siger Nicolai Boilesen, der glæder sig over at være tilbage på træningsbanen.

- Det er dejligt at være tilbage og se gutterne og mærke jargonen og græsset igen, siger han.

FC København drager den 19. januar til Dubai på træningslejr, og den 4. februar indledes sæsonen med et opgør mod Brøndby IF i DBU Pokalen. Derefter venter der Superliga-kampe, inden klubben møder Atletico Madrid hjemme den 15. februar i Europa Leagues ottendedelsfinale. Der er returkamp i Madrid en uge senere.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.