Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-spiller: Signalerne til Zorniger-fyring var der på forhånd

Kasper Fisker mener, at det er det rigtige valg at sætte Martin Retov og Matthias Jaissler i spidsen for Brøndby IF. Han sender samtidig en tak til Alexander Zorniger, som var med til at give ham oplevelser for livet, men hvis fyring han havde set signalerne til.

Denne er en uge fyldt med dårlige nyheder for Kasper Fisker. Dels står det klart, at hans fodskade holder ham ude resten af sæsonen, dels måtte han i mandags sige farvel til en træner, som han var glad for.

Alexander Zorniger hentede Fisker til Brøndby, og det var under ham, holdet spillede to pokalfinaler, vandt den ene og var millimeter fra at tage mesterskabet i fjor. Det kommer Fisker aldrig til at glemme.

Det er dog lige så meget det, Zorniger lærte sin danske midtbanespiller, som Fisker tager med videre.

- Jeg har stor taknemmelig til ham og ringede også til ham i går og sagde held og lykke. Den oplevelse, som han var med til at give mig sidste år, hvor vi vandt pokalen og desværre ikke vandt ligaen, er jeg evigt taknemlig for. Jeg er superglad for at spille i Brøndby, og det var trods alt ham, der gjorde det muligt, siger Kasper Fisker til tipsbladet.dk.

- Jeg er glad for at have spillet under en mand, der kræver så meget af folk, stiller så store krav og er så dygtig. Den erfaring tager jeg med resten af min karriere, men også hvis jeg en dag skal arbejde uden for banen i det civile liv eller som træner, hvad ved jeg. Den måde at arbejde på er en rigtig god erfaring at få.

Flere andre Brøndby-spillere har også udtrykt taknemmelighed over for Zorniger, og det virker til, at fyringen kom bag på dem. Det gjorde det på sin vis også for Kasper Fisker, der alligevel havde set tegningerne til det.

- Det kom lidt som et chok, og det tror jeg altid, det gør, når trænere bliver fyret eller stopper. Det er en meget naturlig reaktion. Men jeg havde også set signalerne ved det og kunne også se, at både efteråret, hvor vi fik skrabet point sammen til sidst, og foråret ikke var den bedste resultatmæssige periode. Især udtrykket på banen, syntes jeg, var det vigtigste. Vi tabte selvfølgelig i Esbjerg, men det var ikke nok til det (en fyring, red.), siger Kasper Fisker.

- Man kan sige meget, men den her måde at spille på er utrolig nem, men også meget skrøbelig. Man skal stå sammen, og det kræver 100 procents indsats fra alle, især at man tænker ens, fra første sekund man mister bolden. Der følte jeg, at der manglede lidt.

- Det er ingen tvivl om, at det er et skrøbeligt. Det er rigtig fedt og lækkert at spille på den måde, at den skal have fuld skrald. Vi arbejdede ikke 100 procent som et hold. Ikke fordi vi ikke ville, men det fungerede bare ikke 100 procent, og så kom der bare lidt huller her og der, som vores modstandere også er blevet dygtige til at udnytte.

I første omgang har Martin Retov og Matthias Jaissle fået til opgave at afløse Alexander Zorniger. De to tidligere assistenter er et godt valg, mener Kasper Fisker.

- Det er jeg utrolig tryg og glad ved. Jeg synes, det er den rigtige beslutning, for det er tre kompetente herrer med (Matthias, red.) Borst også, vores analytiker. De kommer til at lave nogle justeringer, men jeg tror ikke, det bliver revolutionerede. Det, tror jeg, er rigtig vigtigt. Det er helt vildt kompetente herrer, det er det virkelig.

Kasper Fisker kommer dog ikke selv til at nyde godt af deres kompetence nu og her. Han er skadet og vender først tilbage til den nye sæson.