Video : Tipsbladet
Superliga

Colin Todd bejler til Randers FC: Jeg er klar, hvis de vil have mig

Colin Todd rækker hånden ud til Randers FC - englænderen er klar på en ny tørn i Kronjylland, hvis klubben vil have ham.

Fredag eftermiddag detonerede Randers FC en bombe kort før, at det meste af Danmark gik på weekend. 

Kronjyderne meddelte, at cheftræner Ricardo Moniz var blevet fyret, og at beslutningen blev truffet af bestyrelsen hen over hovedet på direktør Michael Gravgaard. Det fik i samme ombæring Michael Gravgaard til at opsige sin stilling i Superliga-klubben.

Dermed skal Randers FC både på jagt efter en ny cheftræner og en ny leder i administrationen. Det er formentlig jobbet som cheftræner, der lige nu vejer tungest at få besat, og der har allerede været løs snak om kandidaterne til jobbet.

Nu melder en kandidat sig selv på banen, og det er måske en lidt overraskende en af slagsen. Englænderen Colin Todd, der var cheftræner i Randers FC fra 2007 til 2009 og igen fra 2012 til 2016, vil gerne tilbage til sin tidligere klub.

- Jeg er interesseret i at komme tilbage til Randers FC. Jeg ved ikke, om de kunne være interesseret i mig, og jeg har intet hørt fra dem, men jeg vil gerne stå ved, at det er en klub, jeg gerne vil tilbage til. Jeg havde det godt i Randers FC, det er en dejlig klub, siger Colin Todd til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Der er meget, der har ændret sig i Randers FC, siden jeg forlod klubben. Der er mange fra min tid, der er væk, og det gælder også i spillertruppen. Som jeg ser det, har Randers FC i den nuværende situation brug for et skub i den rigtige retning, og min sidste tid i klubben var måske den bedste rent sportsligt. Jeg havde det som sagt rigtig godt i Randers, og derfor var jeg også skuffet, da vi skiltes.

Colin Todd og Randers FC skiltes ikke helt uden dramatik, og Michael Gravgaard fastslog sidste år i et stort interview med tipsbladet.dk, at han har mistet meget respekt for englænderen. Gravgaard kaldte desuden Todd en uorganiseret manager.

Ifølge Colin Todd var det udelukkende sagen om Christian Keller og Jonas Borring, der var uenigheder om.

- Den sag medførte nogle uenigheder højere oppe i systemet. De stod ikke sådan til at løse, og derfor kunne jeg ikke fortsætte, men der var ingen, der smækkede med døren, og jeg vil kalde det en god skilsmisse, siger Colin Todd, der ellers har udtalt, at han føler, Randers FC behandlede ham respektløst.

Den 69-årige englænder lægger ikke skjul på, at det gør ondt at se Randers FC på sidstepladsen i Superligaen og midt i et stormvejr udenfor banen.

- Jeg har fulgt klubben og dansk fodbold tæt, siden jeg forlod Randers FC. Det stod godt til, da jeg smuttede, og vi var tæt på at kunne kalde os et etableret top seks-hold. Det var i den retning, pilen pegede for klubben på det tidspunkt, men siden er det gået den forkerte vej, og det kan ske for alle klubber. Det ændrer ikke på, at det gør ondt, og det gør det på alle os, der holder af Randers FC - ikke mindst fansene, siger Colin Todd.

Herfra tager interviewet lidt en drejning.

Colin Todd er i gang med at gentage, at han er åben for at vende tilbage til Randers FC, hvis de vil have ham, da skribenten gør ham opmærksom på, at Michael Gravgaard ikke er fortid i klubben med øjeblikkelig virkning, selv om han har sagt sin stilling op.

- Jamen har Gravgaard ikke sagt op?

Jo...

- Men han forlader jo klubben, når han har sagt op?

Ja, men det er uvist, hvornår det sker. Han udfylder stadig sin rolle i klubben.

- Jeg kan sige med sikkerhed, at hvis Michael Gravgaard er med til at ansætte den nye cheftræner, så kan du glemme alt om mig, fastslår Colin Todd.

Den tidligere Randers-træner understreger, at han ikke har noget imod Michael Gravgaard personligt, men han kan ikke se, at de to nogensinde kommer til at arbejde under samme tag igen.

- Gravgaard og jeg var uenige i håndteringen af sagen med Keller og Borring, og det er vist heller ikke nogen hemmelighed. Sådan er det. Jeg har intet dårligt at sige om Michael Gravgaard, men jeg får ikke et job i en klub, hvor han bestemmer, siger Todd.

Efter afskeden i Randers FC overtog Colin Todd styringen i Esbjerg fB, men det blev en meget kort fornøjelse, og siden har englænderen ikke været i job. Alligevel føler han sig ikke helt klar til at gå på pension, selv om han har nået en alder, hvor det er et naturligt næste skridt. 

- Jeg var lige kommet hjem fra kirken, da du ringede. Det har været dejligt at være lidt mere sammen med min familie, men nu tror jeg også, min kone er ved at være træt af mig. Du må ikke citere mig for, at jeg også er træt af hende, for det bliver jeg aldrig. Men jeg savner omklædningsrummet, og jeg savner træningsbanen. Jeg har været vant til at præstere under pres hele mit liv, og ja, det har da været rart at trække stikket lidt, men jeg mangler også det pres, siger Colin Todd og slutter:

- Jeg er klar - også til Randers FC, hvis de vil have mig. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.