Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen efter første nederlag: Vi spillede en super kamp

Ser man bort fra de tre indkasserede mål, spillede AGF en strålende kamp i Horsens, mente holdets cheftræner David Nielsen.

Superligaens niende spillerunde blev runden, hvor AGF som det sidste af de 14 hold fik lov til at mærke, hvordan det er at tabe en fodboldkamp i landets bedste række.

AC Horsens vandt med 3-2 på den stærke hjemmebane i en underholdende affære, hvor AGF jagtede udligningen til det sidste. Mustafa Aminis røde kort besværliggjorde dog pointjagten, og Horsens kunne dermed fejre sæsonens første hjemmesejr på CASA Arena.  

AGF-træner David Nielsen var på trods af resultatet alligevel godt tilfreds med præstationen:

- Piller vi målene væk, så spillede vi en super kamp, hvor vi var ekstremt farlige og havde nogle super aktioner. Men vi jagtede hele tiden kampen. Og da vi var klar til at jagte udligningen igen, skulle vi spille med ti mand. Vi manglede lidt forsvarsmæssigt.

- Udover det krævede det et afrettet mål og et rødt kort, før vi tabte en kamp. Jeg kan godt lide at tabe, når vi har gjort alt, vi kunne ud fra de præmisser, kampen gav os. Og vi skabte en fantastisk kamp i anden halvleg. Det var ærgerligt, at vi ikke kunne afslutte kampen med 11 mand, sagde cheftræneren efter kampen til Århus Stiftstidende. 

AGF befinder sig efter de første ni runder på en ottende plads i Superligaen med 12 point. 

Se højdepunkterne fra det medrivende opgør i videoen over artiklen.