Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen har aldrig slået Randers: Her er hans egen forklaring

David Nielsens hold har aldrig vundet over Randers FC. Træneren peger selv på, at det har noget at gøre med måden, han spiller fodbold på, med tilfældigheder og med, at Randers altid leverer sit bedste mod AGF.

Når AGF torsdag aften får besøg af Randers FC, skal hjemmeholdet forsøge at rette op på en 11 kampe lang stime uden sejr mod de østjyske rivaler. Men det er ikke kun klubben som helhed, der har det svært mod Randers. Også cheftræner David Nielsen har historisk set løbet hovedet mod den lyseblå mur gang på gang.

I ni forsøg med Lyngby BK og AGF har Nielsen endnu til gode at besejre Randers: tre uafgjorte og seks nederlag, en målscore på 2-12. Det gør Randers til den modstander, han har den dårligste statistik mod (efter mindst fem kampe).

Nu får Nielsen og co. en ny chance for at rette op på den tendens. Endda som den første kamp efter coronapausen.

- For vores vedkommende er det noget ekstra, hver gang vi skal møde Randers, og vi får altid det bedste fra Randers. De har været gode til at frustrere os. Jeg glæder mig til kampen. Som altid, når vi spiller, har vi tro og håb på egne vegne. Nu er det bare om at være klar til kamp, siger David Nielsen til tipsbladet.dk.

Læs også:AGF kan købe hollænder fri: Vi er i dialog

Hvorfor har Randers ikke altid også fået det bedste fra AGF?

- Jeg synes, vi tit og ofte har villet rigtig meget og villet være bedst i alle facetter af spillet mod Randers og mistet lidt af vores normale tålmodighed. I iveren efter at være bedre end dem har vi jagtet nogle ting, siger Nielsen, der kan se frem til en tilskuerløs kamp torsdag aften.

- Noget af det kan også være tilfældigheder. Vi har også i sidste minut mistet en bold, som de løber op og scorer på. Men de har været gode til at frustrere os, det er der ingen tvivl om.

Så vidt altså AGF's kollektive problemer mod Randers. Hvad så med cheftræneren selv? Hvorfor har han med to forskellige hold endnu til gode at vinde over torsdagens modstander?

Læs også:Ingen tyske tilstande: Men politiet vil være synlig til Superliga-åbningen

- Jeg tror, der ligger noget taktisk i måden, jeg spiller på. De har stort set spillet 4-4-2 i al den tid, jeg har været her, og været gode til at spille 4-4-2. Der er helt sikkert en taktisk forklaring på, hvorfor de har kunnet gøre det godt mod mig, for jeg har det ofte sværest mod 4-4-2, siger David Nielsen.

Hans statistik mod et andet 4-4-2-hold, FC København, underbygger den tese. Her har Nielsens hold vundet i ét af 11 forsøg.

Det oplagte spørgsmål er derfor: Hvorfor er det sådan?

- Det har lidt at gøre med vores måde at forsvare og angribe rent taktisk. Positioner og sådan noget. Der kan ligge en forklaring.

Nærmere vil han det ikke. Der er jo ingen grund til at forære modstanderen mere indsigt før det kommende møde. 

Læs også:Randers vil af med angriber: Villig til at dække halvdelen af lønnen

Læs også:Randers-talent imponerer: Pæne adresser i Europa følger ham