Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen jubler: Et af de vigtigste AGF-mål i nyere tid

AGF fik torsdag uafgjort mod Randers FC og har så godt som sikret sig en plads i top 6. Cheftræneren er svært tilfreds med den sene udligning.

Tordag blev ikke dagen, hvor AGF brød sit Randers-kompleks med den første sejr i 12 forsøg. Til gengæld blev det dagen, hvor holdet så godt som sikrede sig en plads i top 6. Cheftræner David Nielsen er derfor godt tilfreds med den sene udligning, siger han ifølge Århus Stiftstidende.

Med det ene point har AGF stadig seks af slagsen ned til netop Randers FC. Da der kun resterer to runder af grundspillet, og der i øvrigt er tre øvrige hold mellem de to østjyske rivaler, er det kun på et yderste teoretiske overdrev, at man kan finde belæg for, at AGF ikke er sikker på en plads i mesterskabsspillet.

Læs også:Randers' Rømer: Lidt for meget panik i 45 minutter

Så selv om cheftræner Nielsen ikke vil sige, at top 6 er sikret, vil han gerne fremhæve Patrick Mortensens udlignings betydning.

- Det var et af de vigtigste mål, der er scoret i nyere tid i AGF. Havde vi tabt kampen, så havde det været en meget ærgerlig følelse. Især med det tryk, vi skabte i anden halvleg, som jeg var tilfreds med, siger David Nielsen til Århus Stiftstidende.

Læs også:AGF-slider: Overtidsscoring kan blive vital

Udligningen kom først to minutter inde i overtiden, efter AGF havde lagt et tungt pres på Randers i kampens slutfase.

Mens det ene point sørgede for, at AGF opfylder klubbens målsætning i denne sæson, gjorde Randers FC livet sværere for sig selv ved at sætte de to point yderligere, som en sejr ville have givet, over styr.

Holdet har nu to point op til AaB på sjettepladsen, tre op til FC Nordsjælland og fire op til Brøndby IF. Dermed er top 6 trods alt stadig inden for rækkevidde forud for grundspillets to sidste runder.

Læs også:AGF's virtuelle fantribune går verden rundt

Læs også:Randers-træner roser engagement trods tomme tribuner

Læs også:AGF glæder sig over stemningsinitiativer: Ingen tvivl om, at det hjalp