Video : Tipsbladet
Superliga

FCK overgår Solbakkens mål

FC København klarer sig bedre i ligaen, end Ståle Solbakken havde sat som mål.

For første gang nogensinde kommer FC København til at spille 36 kampe på en halv sæson. Kampprogrammet har nemlig været fuldt booket med Superliga, Europa League og pokalturnering.

Med et kampantal, der svarer til en fuld Superliga-sæson, havde Ståle Solbakken også sat som mål at være et par point efter FC Midtjylland. I stedet er faktum, at de inden sidste efterårsrunde i weekenden er tre point foran.

- Da vi så, at vi ville blive det eneste danske hold i Europa i efteråret, var målet, at vi skulle være inden for ’touching distance’ af FC Midtjylland - og Brøndby for den sags skyld -  når efteråret var over. Så vi er meget tilfredse med, hvordan det er gået, siger Solbakken til Ekstra Bladet.

I aften møder FC København Bordeaux i kamp nummer 35, og kamp 36 på søndag er mod Sønderjyske.