Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-boss belært af sidste år: Der kan ske ting til sidst i transfervinduet

Svend Graversen har sidste års Alexander Sørloth-transfer i baghovedet, nu hvor afslutningen på januars transfervindue nærmer sig.

Om godt en uge lukker transfervinduet, og FC Midtjylland har foreløbig ikke været så fremme i skoene, som man ofte ser på Heden.

De danske mestre har lavet en permanent aftale med Evander, hentet Manjrekar James hjem fra FC Fredericia og ellers sendt en række marginalspillere på græs i andre klubber. Det er dog først nu, at posen risikerer at blive rystet for alvor.

Cirka på samme tid sidste år opstod flirten mellem Alexander Sørloth og Crystal Palace, og det var som bekendt en flirt, der endte med at sende adskillige millioner til FC Midtjylland. Den sidder i baghovedet, nu hvor slutningen af januars vindue nærmer sig.

- Vi skal være forberedte, og her er vi først og fremmest belært af for et år siden. Der kan ske ting sidst i transfervinduet, hvor man tænker "okay, den havde jeg måske ikke lige set komme på det niveau". Det er vi også forberedte på, og vi følger det nøje. Vi gør alt, hvad vi kan for at stå stærkere, når vi kommer ud på den anden side af januar, siger sportschef Svend Graversen til FCM's YouTube-kanal.

FC Midtjylland spiller onsdag testkamp mod Hamburger SV i Tyskland - opgøret vil blive afviklet af tre gange 45 minutter.