FCM-chef: Evander er hentet som erstatning for Drexler
Foto: FC Midtjylland
Superliga

FCM-chef: Evander er hentet som erstatning for Drexler

Før han havde spillet en kamp for klubben, mistede FC Midtjylland Dominick Drexler, men sportschef Svend Graversen tror og håber, han har fundet en erstatning i brasilianske Evander.

Et par Superliga-klubber stiftede denne sommer et par af de korteste spillerbekendtskaber, de har gjort i lang tid. Martin Pusic nåede at være AC Horsens-spiller i fire dage, mens Dominick Drexler havde kontrakt med FC Midtjylland i 20.

Den tyske Spielmacher var ellers udset til at være manden, der skulle skabe større sammenhæng i det midtjyske spil, men det kan han af gode grunde ikke, når nu han blev solgt videre til FC Köln. Så FC Midtjylland ledte efter et alternativ, og det fandt de i Brasilien.

På transfervinduets næstsidste dag kom Evander da Silva Ferreira til klubben, og han er netop udset til at tage over, hvor Drexler skulle have taget fat.

- Baggrunden for at hente Evander er, at vi gennem hele transfervinduet har kigget, om vi kunne finde den offensivspiller, som med noget kreativitet kunne binde vores spil på den sidste tredjedel sammen. Der har vi haft Dominick, og siden vi solgte Dominick, har vi søgt, og så har vi nu med Evander fundet den profil, vi har søgt efter, siger sportschef Svend Graversen til FCM TV.

Her understreger både han og assistenttræner Brian Priske desuden, at de forventer, at Evander skal bruge en rum tid på at vænne sig til den måde, der spilles fodbold på i Skandinavien, som ifølge dem er anderledes end den måde, han er vant til fra sit hjemland.

Indtil videre har 20-årige Evander en ekstra træningsuge til at lære holdkammeraterne og deres spil at kende. På grund af landskampspausen skal FC Midtjylland først i aktion igen 16. september. Det er hjemme mod FC København.