Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-træner om træningscomeback: Det har sgu været nogle fede dage

Brian Priske glæder sig over, at hans FC Midtjylland-mandskab er tilbage på træningsbanen uden begrænsninger.

FC Midtjylland er formentlig et af de hold, for hvem mandagens træning var den mindste omvæltning, for Superliga-truppen har hele tiden trænet i det omfang, den måtte - dels hjemmetræning, dels fælles i små grupper. Men alligevel har de to hidtidige træningsdage i denne uge været noget andet.

For holdene har fået lov til at træne mere eller mindre som før coronapausen, altså med nærkampe og hele truppen på én gang. Det glæder cheftræner Brian Priske.

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud

- Jeg synes, vi har håndteret den her periode rigtig godt. Spillerne har været gode til at have et højt motivationsniveau og en fin energi også. Staben har været gode til at sørge for, at vi får fundet på nye ting og hele tiden får udfordret drengene i den her periode, så jeg synes egentlig, vi er sluppet godt igennem.

- Men det handler jo om den store bane og 11 mod 11, så det har sgu været nogle fede dage, siger Priske til FCM TV om muligheden for at træne med hele sin trup igen.

Læs også:Fem nedslag i den afbrudte Superligasæson

Det fik han som nævnt lov til fra mandag, der i det hele taget var en mærkedag for fodboldens vej tilbage mod normalen. Både fordi holdene kunne træne fuldt ud, og fordi Divisionsforeningen udsendte kampprogrammet for resten af grundspillet.

Det står nu klart, at Superligaen begynder igen torsdag den 28. maj med den udsatte kamp mellem AGF og Randers FC. Priske og FC Midtjyllands første kamp efter coronapausen bliver hjemmekampen mod AC Horsens mandag den 1. juni.

Læs også:Fakta: Sådan ser det resterende kampprogram ud i Superliga-grundspillet

Læs også:Dansk fodbold er tilbage: Superligaen starter op sidst i maj

Læs også:Midtjylland går hele vejen: bilkortege til drive-in fodbold