Horsens-spiller: Vi har kniven for struben før Esbjerg-kamp
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Horsens-spiller: Vi har kniven for struben før Esbjerg-kamp

I AC Horsens glæder de sig over sidste weekends sejr, den første i ni kampe, men der skal flere til, hvis holdet skal sikre sig overlevelse.

Før AC Horsens mødte Esbjerg fB i sidste spillerunde, havde holdet ikke vundet i ni kampe. Fra at være seriøse top 6-kandidater lignede holdet et i alvorlig nedrykningsfare, men den tendens er altså blevet midlertidigt stoppet.

Lykken er dog langt fra gjort for Bo Henriksens mandskab, der stadig er to point efter OB og dermed de pladser, hvor man slipper for at spille playoffkampe mod nedrykning. 

Derfor skal holdet gerne have nogle flere sejre, og det skal gerne være allerede fra i morgen, lørdag, når Esbjerg igen er modstanderen. Denne gang hjemme i Horsens.

- Sejren frigiver lidt energi og noget tro på tingene. Det var første gang, vi har vundet, mens jeg har været her. Det giver en god følelse, og vi hænger stadig på de to øverste pladser i gruppen, så det er stadig op til os selv, siger Martin Albrechtsen, der kom til klubben i vinter.

- De to næste kampe mod Esbjerg og OB er altafgørende. Vi har kniven for struben før Esbjerg-kampen. Det er ærgerligt, at Randers ikke fik uafgjort mod OB i sidste runde, for det er nok OB, vi skal satse på at hente. Det kræver nogle sejre, og det skal starte lørdag.

Martin Albrechtsen kommer ikke til at hjælpe holdet til sejr lørdag eftermiddag, da han døjer med problemer med læggen. Det er endnu uvist, hvornår han kommer i kamp igen - og om han fortsætter karrieren efter sommerferien.

Der er kickoff på CASA Arena Horsens klokken 16.