Kasper Povlsen nærmer sig comeback efter ni måneders skadespause
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Kasper Povlsen nærmer sig comeback efter ni måneders skadespause

Den tidligere AGF- og Hobro IK-spiller Kasper Povlsen har siddet ude med en skade i det meste af sin tid i Vendsyssel FF. Nu træner han omsider med holdkammeraterne igen.

Da Vendsyssel FF rykkede op i Superligaen, var en af de store bekymringer på holdets vegne, at det bestod af for få spillere med Superliga-erfaring. Det samme var også tilfældet, da tipsbladet.dk så nærmere på klubben før denne sæson.

Bedre blev det ikke af, at ham, der havde spillet næstflest Superliga-kampe, Kasper Povlsen med 105, var skadet og havde været det i lang tid. I sidste sæson havde midtbanespilleren ellers etableret sig som fast mand efter skiftet til Vendsyssel, da han i oktober i fjor gik i stykker.

Den tidligere AGF- og Hobro IK-spiller har brugt de mellemliggende ni måneder på af pleje sin skade i akillessenen, og det går nu så godt, at han træner med resten af truppen. Der går dog fortsat en rum tid, inden han kan gøre sig gældende i kamp.

- Jeg har ikke kunnet træne med bold i mange måneder, men har holdt formen ved lige ved at cykle. Så jeg skal bruge nogle uger, måske en måneds tid, og nogle reserveholdskampe, før jeg kan bidrage på Superliga-niveau. Om træneren så vælger mig, kan jeg ikke vide, for holdet gør det jo flot, siger Kasper Povlsen til Nordjyske.

28-årige Povlsen fik senest 45 minutter, da Vendsyssel FF's reserver mødte hans gamle venner fra Hobro den 24. juli. Næste chance for spilletid er først om en måned, 3. september, når reserverne gæster FC Midtjylland.

Klubbens førstehold - efter al sandsynlighed uden Povlsen - skal i aktion igen på mandag. Her får det besøg af det nordjyske naboer fra AaB.