Ligastats: Finnerne har flest afleveringer
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ligastats: Finnerne har flest afleveringer

Ligastats kigger bag cifrene i Superliga-kampene og ser på, hvem der dominerede og toppede i dansk fodbolds bedste række. Denne gang fra 2. spillerunde.

Hold:

Rundens engle: To klubber kom ikke i dommerens sorte bog, men i Silkeborg kunne der godt have været behov for at trække et gult kort. Klubben tabte med 0-2 i Midtjylland og leverede en ret tandløs præstation.

Omvendt gik det for AC Horsens, der heller ikke fik gult i opgøret mod Lyngby, for Bo Henriksens tropper vandt kampen med 4-1 hjemme i Horsens, og nu fører klubben noget overraskende Superligaen efter bare to kampe af sæsonen.

-----

Rundens boldbesiddelse: At have bolden meget er ikke et udtryk for, at man har kontrol over en kamp.

I sidste sæson skrev vi flere gange, at boldbesiddelse ikke nødvendigvis er en god ting, og også i denne runde viser det sig at holde stik. To hold havde over 60 procents boldbesiddelse i deres respektive opgør, og begge klubber tabte. I øvrigt begge med 1-4. Lyngby BK havde bolden i 63 procent af tiden mod AC Horsens og tabte med 1-4 på udebane, og hjemme på eget græs formåede AaB at hive besiddelsen op på 64 procent i 1-4 nederlaget mod SønderjyskE. AaB tager prisen i denne uge.

-----

Rundens erobrere: FC Helsingør har ikke fået point efter de to første kampe i Superligaen i denne sæson, men klubben kan glæde sig over at få lidt oprejsning i denne katagori, for Christian Lønstrups mandskab havde med 12 erobringer flest bolderobringer i anden spillerunde foran FC Nordsjælland og Brøndby, der havde henholdsvis 11 og 10 erobringer.

------

Runden inden for rammen: Brøndby IF havde i opgøret mod FC Nordsjælland flest skud mod mål af alle hold i runden, og samtidig kan Alexander Zornigers mandskab glæde sig over at have flest forsøg inden for rammen med ni. Det blev ikke til point mod FC Nordsjælland, og en del af forklaringen på det er utvivlsomt, at Brøndby-holdet misbrugte alt for mange chancer. Med otte skud inden for rammen deler FC Midtjylland og AGF andenpladsen.

-------

Rundens skarpeste: Fire hold scorede slet ikke, og Lyngby havde blot en effektivitet på otte procent. I den anden ende kan FC København med ni afslutninger og tre kasser se en effektivitet på 33 procent, og det er rigeligt til at tage denne uges pris som rundens skarpeste foran SønderjyskE med 29 procent og FC Nordsjælland med 27 procent.

------

Rundens dominator: To hold havde ifølge Superliga.dk et spilovertag på 65 minutter i deres respektive opgør. For Brøndby gav det dog ikke point at have spilovertag i 65 af de 90 minutter mod FC Nordsjælland, mens FC Midtjylland omvendt kan se tilbage på et spilovertag på 65 minutter, der gav en sejr på 2-0 og dermed tre point. Rundens spilovertag går til Ulvene fra Midtjylland.

Kilde: Superliga.dk

Vend tilbage til side 1 ved at klikke her