Video : Tipsbladet
Superliga

Michelsen hylder ung keeper trods fejl: Han har fortjent sin succes

Jakob Michelsen roser sin unge keeper Oliver Christensen efter kåring som månedens unge spiller i Superligaen.

OB's unge målmand Oliver Christensen har foreløbig holdt buret rent fem gange i denne sæson, fået debut for U21-landsholdet og er blevet kåret til månedens unge spiller i Superligaen for august.

Godt nok blev det ikke til et clean sheet i fredagens 1-2-nederlag til AGF, men keeperen høster alligevel store roser fra OB-træner Jakob Michelsen.

- Det er dejligt at se en så hårdtarbejdende og dedikeret spiller få succes.

- Det er fuldt fortjent, for han har arbejdet hårdt sammen med vores målmandstræner, siger Michelsen.

I sidste sæson var Christensen andenmålmand efter Sten Grytebust, der nu er i FC København. Det har gjort den 20-årige keeper godt, mener Michelsen.

- Han var i lære hos Grytebust, som muligvis var den bedste målmand i ligaen i sidste sæson, så ham har han lært en masse af.

Læs også:AGF-anfører: Vi har brug for min spillestil

I kampen mod AGF var Oliver Christensen ved at koste et mål, da han ville dække bolden ud til indkast. I stedet opsnappede AGF's Mustapha Bundu bolden og sparkede den over et frit mål.

Fejlen bekymrer dog ikke Michelsen synderligt. Han forklarer, at det er normalt for unge spillere at lave fejl.

- Selvfølgelig mangler han et par ting i sit spil. Han er kun 20 år, så alt andet ville være unaturligt.

- Det viste hans klasse, at han ikke lod sig blive slået ud af sådan en fejl.

Hovedpersonen selv synes også, at succesen er fortjent.

- Jeg har fået den kredit, som jeg føler, jeg har fortjent, siger Oliver Christensen.

Læs også:OB-stopper: AGF var kyniske

- Men der er stadig en masse ting, der skal arbejdes videre på.

Målmanden kan eksempelvis lære af den situation, hvor han var lige ved at forære et mål væk.

- Jeg var bange for, at hvis jeg sparkede bolden ud til indkast, så ville han (AGF-spilleren, red.) tage et hurtigt indkast.

- Næste gang skal jeg nok bare sparke den ud, siger Oliver Christensen.

/ritzau/

Læs også:AGF-spids efter ny sejr: OB var bedst i dag

Læs også:Amini sender sejren til Aarhus med klassekasse mod OB

Læs også:AGF spændte ben for Opondos gode oplevelse