Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: Randers-ansatte går ned i løn

Samtlige medarbejdere i Randers FC er gået med til en lønnedgang de næste tre måneder, bekræfter klubben.

Randers FC har som så mange andre fodboldklubber været ramt af den økonomiske krise, der har fulgt med coronavirussens udbrud, og det tager man nu konsekvensen af.

Over en periode på tre måneder har samtlige medarbejdere således indvilliget i at gå ned i løn, skriver klubben mandag morgen.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi skal foreslå vores medarbejdere at gå ned i løn, for det er mennesker, der knokler hver eneste dag for at gøre Randers FC stærkere. Det er dog overvældende at mærke den opbakning, vi har fået til det fra såvel trænere og spillere som administrative medarbejdere.

Læs også:Her er de tre Superliga-kampe, der må have flere end 500 tilskuere

- Vi kan mærke, at klubben og sammenholdet her virkelig betyder meget for den enkelte, og det er jeg stolt over at være en del af, fortæller administrerende direktør Henrik Jørgensen.

Krisen har altså også haft store konsekvenser i Randers FC, men sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen er fortrøstningsfuld på spillertruppens vegne.

- Vi skal have et så stærkt Randers FC som muligt såvel inden som uden for kridtstregerne. Der er ingen tvivl om, at den her krise har ramt os, men vi er fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden, og alle mand er klar til at kæmpe for, at vi kommer bedst muligt ud på den anden side. Det får selvfølgelig betydning for vores sportslige budget fremadrettet, men vi skal helt sikkert nok få sat et slagkraftigt hold sammen suppleret af vores egne unge og sultne spillere, siger han.

Læs også:Djiby Fall blev guld værd for Randers FC: Så beskeden var hans første løn

Også spillertruppen bakker om op beslutningen.

- Hele spillertruppen står bag klubben og tænker på vores allesammens fremtid. Det, synes jeg, er et stærkt signal og det helt rigtige at gøre i en svær tid.

- Vi vil gerne gøre vores til, at vi stadigvæk kan have et godt hold, som kan blive endnu stærkere og sammentømret, men også at vi fremadrettet kan have en solid organisation i klubben, hvor alle holder sammen. Det er det, der har bragt Randers FC så langt, og det er en styrke, som vi skal sørge for at bevare, fortæller anfører Erik Marxen.

Ekstra Bladet kunne mandag aften fortælle, at medarbejderne går 15 procent ned i løn.

Læs også:Randers skal ud af minikrisen: Må undvære kaptajnen mod Hobro

Læs også:Randers-angriber tæt på at skifte til norsk klub

Læs også:Minor inden Randers: De kan ikke overraske os