Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AC Horsens - AGF

Horsens har en grim plet at vaske væk efter forårspremieren, mens AGF formentlig glæder sig til at spille årets første kamp.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Casa Arena, Horsens
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #achagf #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
Har et hold nogensinde fået en dårligere start på en halvsæson, end AC Horsens fik på denne? Først spildte holdet en hel søndag på at køre frem og tilbage fra Farum på grund af den udsatte kamp, og da opgøret endelig blev afviklet onsdag, var Den Gule Fare kun en trussel for sig selv. Horsens tabte 6-0, og Malte Kiilerich endte på symptomatisk vis med at score et selvmål.

Det gode er, at det næsten kun kan blive bedre mandag aften. Og en eventuel sejr over naboerne fra AGF vil garanteret også være en kærkommen måde at kickstarte foråret.

Det kræver dog, at holdet får bedre gang i målscoringen, end normen har været i denne sæson. Kun Esbjerg har scoret lige så få mål som Horsens, og i 10 af de 21 kampe har de gule slet ikke været på tavlen. Bedre bliver det ikke af, at angriberne Nicolai Brock-Madsen og Jannik Pohl begge har været skadet.

Mod FCN startede Hallur Hansson og Rune Frantsen længst fremme. Det er næppe nogen holdbar konstellation, og anfører Hansson har da også karantæne mod AGF. Brock-Madsen er blevet klar til kampen, mens Pohl har længere udsigter. Peter Nymann er også med i truppen.

AGF:
Holdet har endnu sin forårspremiere til gode. Den regnede væk i sidste weekend, da Randers FC skulle have været på besøg. I stedet åbner AGF foråret med et andet lokalopgør i Horsens.

Dermed har vi fortsat kun træningskampe at pejle ud fra, når vi skal gætte på, hvordan AGF står. De gik til gengæld over en bred kam godt, så noget tyder på, at holdet er klar til at forsvare sin tredjeplads.

Truppen forblev stort set det samme hen over vinteren. Mustapha Bundu og Mustafa Amini kom ingen vegne, og Aleksandar Jovanovic var den spiller fra efterårets spillerliste, der forlod klubben.

Læs også:Horsens-anfører har karantæne mod AGF: Det er hårdt at tænke på lige nu

Den udsatte premiere giver til gengæld de spillere, der har døjet med skader, mulighed for at blive helt klar. Det gælder folk som Amini, Bundu, Casper Højer, Kevin Diks og Jon Dagur Thorsteinsson. Også Frederik Tingager fik et skrub i mandagens reserveligakamp mod AaB.

Karantæne:
AC Horsens: Hallur Hansson
AGF: Zach Duncan

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Delac – Frantsen, Ludwig, Kiilerich, Lumb – Prip, Jacobsen, Okosun, Thorsen – Brock-Madsen, Masovic

AGF (4-3-3): Eskelinen – Munksgaard, Backman, Tingager, Højer – Hvidt, Poulsen, Blume – Bundu, Mortensen, Ankersen

Profilen:
Horsens skriger på en målscorer, og det oplagte bud er Nicolai Brock-Madsen. Han har tidligere vist, at han kan score mål i Superligaen, og hvis han kan genfinde den evne, vil det falde på et tørt sted. Han scorede dog kun tre mål for Horsens i hele 2019.

Vidste du, at..:
AC Horsens har det historiske overtag mod AGF. Holdene har mødt hinanden 24 gange i Superliga-æraen, og Den Gule Fare har vundet de ti. AGF har hentet otte sejre, mens seks opgør er endt uden vinder.

Dom:
Det er svært at se andet end en AGF-sejr på forhånd. Gæsterne har været langt bedre spillende i denne sæson, og de må være ivrige efter at komme i gang oven på vinterpausen.

Samtidig kom Horsens rædselsfuldt fra start i 2020, og Bo Henriksen har bare fem dage til at rette op på de mange ting, der gik galt mod FC Nordsjælland.

Derfor tror vi, AGF vinder 2-0.

Læs også:Endnu et overskud: AGF tjener millioner på ny

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 21. runde

Læs også:Kontant FCN-træner: Vi er favoritter til top-6

Læs også:Se målene: FC Nordsjælland kørte AC Horsens over

Læs også:AC Horsens-spiller om ydmygelse i Farum: Det er så pinligt