Optakt: FC Midtjylland - Silkeborg IF
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - Silkeborg IF

FC Midtjylland og Silkeborg IF tabte begge i første runde af Superligaen, og nu mødes de to klubber søndag aften i Herning.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: MCH Arena
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #fcmsif #sldk

Holdnyt:

FC Midtjylland:
Superligaen åbnede med en kindhest til FC Midtjylland, der tabte med hele 0-4 i Brøndby, og nu skal Jess Thorups mandskab så sætte de første tre point på kontoen, hvis ikke klubben allerede tidligt i sæsonen skal hænge efter de andre tophold.

FC Midtjylland tævede igen Ferencvaros i Europa League og gjorde det uden nye skader i truppen.

Mod Brøndby roterede Thorup og skiftede seks mand i forhold til første Europa League-kamp, og det kan han nok ikke tillade sig igen.

Paul Onuachu sad over Brøndby-mødet med en skade, og spillede kun en halvleg i Europa League-opgøret torsdag, da han kom skidt fra land og lænede sig op af et rødt kort. Men har er klar til Silkeborg, og da afløseren Alexander Sørloth scorede mod Ferencvaros, er angrebet ikke problemet som udgangspunkt.

Rasmus Nicolaisen med sikkerhed sidder ude med en skade. Jonas Borring, Rafael Van der Vaart og Zsolt Korczsmar er ikke med i kamptruppen. Markus Halsti forventes at overtage sidstnævntes plads i forsvaret.

Silkeborg IF:
Der lå point og ventede på SIF, der fortjent var kommet på 1-1 ude mod Lyngby, men så begik SIF's målscorer Jens Martin Gammelby en dumhed i den anden ende, hvor han begik et straffespark på en Lyngby-spiller, der var på vej ud af feltet. David Boysens straffesparksscoring kom SIF sig ikke over, så ligesom med FC Midtjylland er det et hold uden point.

Silkeborg var uden både Sammy Skytte og Simon Jakobsen i premieren, men de er begge med i søndagens opgør mod FC Midtjylland.

SIF er til gengæld uden den nye angriber "Alex", der er ude med en korsbåndsskade hele 2017, mens Gustaf Nilsson, der spillede alle 90 minutter mod Lyngby, og Casper Sloth, der blev indskiftet, må ventes at blive bedre. De to gjorde det hæderligt i deres debut for SIF. Det samme med Stephan Petersen, der spillede 90 minutter, og Marc Rochester, der blev indskiftet.

Karantæne:
FC Midtjylland: Ingen
Silkeborg IF: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-1-4-1): Hansen - Nissen, Hansen, Halsti, Novak - Sparv -Hassan, Poulsen, Duelund, Kroon - Onuachu

Silkeborg IF (4-4-2): Nørgaard - Gammelby, Flinta, Jakobsen, Dahl - Skov, Moro, Skytte, Petersen - Skhirtladze, Nilsson

Profilen:
Gustaf Nilsson har fået en chance for at få karrieren på skinner. Den lange svenske angriber er blevet udlejet til Silkeborg IF, og selv om han aldrig selv blev farlig i Silkeborgs nederlag mod Lyngby, holdt han godt i bolden. Angriberen kommer til at blive en gevinst for SIF, når han kommer i spillemæssig topform, og når han får selvtillid af at score mål. Måske kommer det allerede søndag mod FC Midtjylland?

Vidste du, at..:
Silkeborg IF plejer at have det særdeles svært, når klubben spiller på udebane mod FC Midtjylland. I 19 kampe i Ikast og Herning er det blot blevet til tre sejre for SIF og bare fire uafgjorte, mens FC Midtjylland har vundet 12 gange mod SIF.

Dom:
Begge hold tabte i sæsonens første Superliga-kamp, og derfor er der allerede nu pres på i forhold til at få hentet point. For hjemmeholdets vedkommende må motivationen være ekstra stor efter nederlaget på 0-4 mod Brøndby.

FC Midtjylland har mest på spil, og det vil være meget skidt, hvis klubben står uden point efter de første par kampe, specielt i en sæson, hvor det hedder sig, at holdet skal være tættere på topholdene.

Derfor tror vi også på, at FC Midtjylland gør arbejdet færdigt mod Silkeborg og får sat sæsonens første tre point. Det ender 3-1 til FC Midtjylland.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: