Optakt: Vejle Boldklub - Esbjerg fB
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: Vejle Boldklub - Esbjerg fB

Superligaens mest formstærke hold møder fredag aften tabellens mest formsvage. Og de er begge oprykkere.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Vejle Stadion
Dommer: Anders Poulsen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #vbefb #sldk

Holdnyt:
Velje Boldklub:
Sommerstemningen på Vejle Stadion, de tre flotte mål og ikke mindst de tre første point mod Hobro ligger efterhånden langt tilbage for Vejle Boldklub. Premieresejren mod Hobro har nemlig været den hidtil eneste for sidste sæsons vindere af 1. division, der nu efter ni runder befinder sig tredjesidst i Superligaen. 

Vejle-fansene har dermed måtte klynge sig til de små sejre, der har været i de seneste par runder. På transfervinduets sidste dag mod AC Horsens lykkedes det endelig at holde buret rent for første gang i sæsonen, men holdet havde så omvendt pludselig ikke scoret siden kampen mod Vendsyssel den 10. august. 

Målet kom så i mandags mod AaB, hvor Vejle fik tilkæmpet sig ét point mod et af ligaens tophold, men det ændrer bare ikke på, at Vejle kun har skrabet tre point sammen i de seneste fem runder og dermed sammen med Vendsyssel er Superligaens mest formsvage mandskab.

I angrebet har Vejle savnet Imed Louati, der så endelig fik comeback mod AaB og nu må forventes at kunne starte inde mod Esbjerg. 

Sean Murray var tilbage mod AaB, men kom ikke på banen, ligesom at Tobias Mølgaard vendte tilbage til Vejle-truppen. Sidstnævnte var dog hverken på banen eller bænken i det nordjyske. 

Gustaf Nilsson var på forhånd det eneste spørgsmålstegn i Vejle; han var tvivlsom til kampen mod AaB, men kom ikke i aktion. Han er dog blevet klar nok til at blive udtaget til truppen mod Esbjerg.

Esbjerg fB:
Mens Vejle Boldklub er ligaens mest formsvage hold, står det helt anderledes til i det vestjyske.

I de seneste fem runder er det nemlig blevet til fire sejre og ét enkelt nederlag til FC København, hvilket gør oprykkerne fra Esbjerg fB til Superligaens mest formstærke mandskab. 

Sæsonstarten bød på nederlag til både Vendsyssel og FC Midtjylland, så John Lammers' tropper befinder sig "kun" på en femte plads efter de første fem runder, men i den seneste måneds tid er det til gengæld imponerende, hvad oprykkerne har leveret.

Både Brøndby og AaB er blevet besejret på udebane, og senest blev det så til en 2-0-sejr på hjemmebane mod et OB-mandskab i bedring. Nu bliver det spændende at se, om de kan gentage bedriften fra sidste sæson, hvor de lykkedes med at slå Vejle på udebane i den næstbedste række, og dermed fortsætte den flotte stime.

Nikolaj Hagelskjær er blevet sin skade kvit, men til gengæld er hele fem andre spillere ude. Det drejer sig om Rafael van der Vaart, Emmanuel Oti Essigba, Kristian Riis, Daniel Anyembe og Klaus Moesgaard.

Karantæne:
Vejle Boldklub: Ingen
Esbjerg fB: Ingen

Bud på startopstillinger:
Vejle Boldklub (3-5-2):
Bajza - Lauritsen, Greve, Lauritsen - Memija, Schoop, Ramadani, Mucolli, Davidsen - Sousa, Louati

Esbjerg fB (4-3-3): Højbjerg - Brinch, Halsti, Garcia, Lauridsen - "Lungi" Sørensen, Parunashvili, Kauko - Brink, Yakovenko, Kristensen

Profilen:
Imed Louati fik comeback mod AaB, efter at han havde siddet ude med en skade siden 1-1-kampen mod Vendsyssel i starten af august. Cheftræner Adolfo Sormani har sagt, at de manglende mål ikke er et "angrebsproblem", men det er alligevel et interessant sammenfald, at Vejle ikke scorede én eneste gang i de tre kampe, hvor tuneseren sad ude. Måske han kan være den brik, som Vejle har manglet?

Vidste du, at..:
Vejle og Esbjerg mødte hinanden tre gange i 1. division i sidste sæson. To gange i Esbjerg og én enkelt gang i Vejle. De tre indbyrdes opgør bød dog ikke på en eneste hjemmesejr. De rødblusede vandt således henholdsvis 2-1 og 1-0 i Esbjerg, mens vestjyderne omvendt sejrede med 3-1 i Vejle. 

Dom:
Der er stadig lidt optimisme at spore i Vejle, men den skal efterhånden snart forvandles til sejre, hvis ikke oprykkerne vil isoleres i bunden af tabellen allerede. Hjemmekampen mod oprykkerkollegaerne fra Esbjerg er en god mulighed for at gøre lige præcis det, men det bliver en sværere opgave end Vejle kunne have forudset det ved sæsonstart.

Esbjerg har simpelthen været bundsolide, og vi har også svært ved at se, at de skulle tabe til Vejle. En 2-0-sejr til gæsterne er buddet herfra. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: